Top menu

En gennemsnitsalder på 55 år - betyder et meget erfarent sjak

Dato: 04/04-2022
Tags: VVS
2501

På byggepladsen ved Statens Naturhistoriske Museum går der fem VVS’ere. Det er et sjak med masser af års erfaring på bagen, og gennemsnitsalderen blandt dem er da også på 55 år.

Foto: Jakob Carlsen

Hvis man har været forbi Sølvgade i København, har man nok lagt mærke til, at der er
noget i gang. Vejdirektoratet er nemlig i gang med at bygge Statens Naturhistoriske Museum. Formålet er at samle de tidligere Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum under én fane. Det nye museum kommer til at være på i alt 30.000 kvadratmeter, hvoraf halvdelen er i eksisterende bygninger, og den anden halvdel under jorden. Den slags byggerier kræver selvfølgelig dygtige og erfarne folk.

Glæder sig til at vise det frem til familien

Fagbladet Blik & Rør har været på besøg på byggepladsen, hvor de går fem VVS’ere, og det er et sjak, der må siges at have den fornødne erfaring.
De har regnet sig sammen til, at gennemsnitsalderen blandt dem er 55 år. Arbejdsmiljørepræsentanten, Jesper Mejer, tager imod og viser stolt Fagbladet Blik & Rør rundt på byggepladsen.

- Jeg glæder mig til at vise det til familien og sådan. Jeg synes, det er spændende. Vi har også bygget Experimentarium, siger Jesper.

Og hans kollega, Claus Hybel Pedersen, stemmer i:

- Når vi kører igennem København, sidder vi og peger, at den har vi renoveret, og den har vi renoveret. Der bliver også joket med, at familierne er trætte af at høre på det efterhånden.

Men det er tydeligt at mærke, at det betyder meget for dem.

Flere museer på CV'et
Når det kommer til at renovere museer, er det ikke fuldstændig ukendt for dem. Flere af dem har også gået på renoveringen af Experimentarium, hvor de lavede sprinklere.

- På Experimentarium gik vi og lavede sprinklere på de forskellige forlystelser, det var sgu da meget sjovt, i stedet for at gå og lave sprinklere på et eller andet hotel, fortæller Claus Hybel Pedersen

Der er ikke nogen dage, der er ens
På den ene side er det både meget klassisk VVS-arbejde, sjakket går og laver. Og på den anden side ligner ingen af dagene hinanden. De har blandt andet stået for at sætte 300 radiatorer op og lagt gulvvarme i, hvad de kalder for "gildesalen". Det er den store Oceansal, hvor de har hængt radiatorer op i helt op til 21 meters højde. Det er den sal, der kan ses på billedet. I forbindelse med byggeriet, har man også fundet dele af den gamle hovedvandledning
i København. Den bestod at rør i fyrretræ, som man benyttede fra 1600/1700-tallet og op igennem 1800-tallet. Der er fundet hele 77 meter af det gamle anlæg.

Massive ventilationsrum
På byggeriet er der både mange og store ventilationsrum.

- Jeg har aldrig været på noget så stort. Der er ventilationsrum på ventilationsrum på ventilationsrum, fortæller
Jesper Mejer.

Og kollegaen, Carsten Riisager, har et bud på hvorfor:

- Der må også være noget specielt, uden at jeg ved det, med sådan et museum. Med luftfugtighed, der er garanteret et eller andet, siden at der er et befugtningsanlæg, og sådan nogle ting også. Jeg har ikke sat mig ind i detaljerne, der er masser af de der museumsgenstande, der skal have fuldstændig ens temperaturer, ens luftfugtighed hele tiden. Sådan kan jeg forestille mig det.


3000 timer med frikadeller og flæskesvær
Det er blevet tid til frokost, hvor sjakket har nogle faste traditioner. Niels Christian Due kommer ind i skurvognen med frikadeller og flæskesvær. Han er den yngste mand i sjakket, og har netop rundet 3000 timer, så det skal markeres med kollegaerne. De andre i sjakket joker med, at han er den yngste blandt dem. Og han får givet dem tilbage af samme skuffe

- Når jeg er færdig her, så er jeg uddannet social- og sundhedshjælper,
siger Niels med et stort grin.

App hjælper med arbejdsmiljøet
Som arbejdsmiljørepræsentant har Jesper Mejer også rosende ord om arbejdsmiljøet på byggeriet. De har en app, hvor de hver især kan indberette problemer, som der så bliver taget hånd om i prioriteret rækkefølge. Ligeledes har byggeriet været fortsat, på trods af coronapandemien – men der er blevet sprittet af løbende og taget diverse forholdsregler. Byggeriet har stået på siden maj 2019, og det forventes at være færdigt i 2023 – og derefter skal museet indrette lokalerne, så den endelige åbning er forventet i 2024.

FAKTA

 

- BYGGERIET AF STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM FORVENTES AT VÆRE FÆRDIGT I 2023, og derefter skal det indrettes. Den endelige åbning er forventet i 2024.


- DET NYE MUSEUM SKAL SAMLE ZOOLOGISK MUSEUM, GEOLOGISK MUSEUM OG BOTANISK HAVE i ét museum


- OCEANSALEN ER 23 METER HØJ, 16 METER BRED OG 50 METER LANG. Den er opbygget af cirka 2000 stålrammer, der er boltet sammen. Den indeholder 300 radiatorer plus gulvvarme.


- VEJDIREKTORATET ER BYGHERRE på det nye Statens Naturhistoriske Museum og bygger til Københavns Universitet.


- STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM ER FINANSIERET AF VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Det Obelske Familiefond samt Københavns Universitet og staten.

- TOTALRÅDGIVER er Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S sammen med Claus Pryds Arkitekter ApS og EKJ Rådgivende Ingeniører. Per Aarsleff A/S er hovedentreprenør.