Er du i lære eller nyudlært som VVS-energispecialist, VVS-installationstekniker, blikkenslager, ventilationstekniker eller skorstensfejer?
Så skal DU tilmelde dig dette års Bootcamp, som afholdes den 9.–11. oktober 2026 på Herningsholm Erhvervsskole, der ligger i Herning.
Bootcamp er en årligt tilbagevendende begivenhed kun for medlemmer af Blik og Rør Ungdom. Her får du en unik mulighed for at blive skarpere til dit fag og dyrke den faglige stolthed sammen med andre lærlinge, unge faglærte og gode kollegaer fra hele landet. Mange bruger f.eks. Bootcamp til at finpudse detaljer, forberede sig ekstra godt til svendeprøven eller prøve kræfter med andre grene af faget.
Som noget nyt i år kommer det til at være et workshopformat, hvor du kan vælge mellem en række forskellige workshops:
- Energistyring (ECL) med Danfoss
- Fjernvarme
- Varmepumper
- Blik, tag- og facadebeklædning *
- Droneworkshop
- Rørbuk
- Fejlfinding på kedler
* Dette er et kursus, der varer hele weekenden – så hvis du ønsker at deltage på blikkenslagerkurset, skal du vælge det i alle tre workshop-runder.
På Bootcamp mærker du både det faglige og sociale fællesskab i vores ungdomsorganisation. Hvis du er lærling eller ung faglært fra VVS-energiuddannelsen eller skorstensfejeruddannelsen, så er det her en weekend, som du IKKE vil gå glip af!
Følg med på Facebook-begivenheden, tryk "Deltager" og invitér dine kammerater og kollegaer. Husk, at du først er tilmeldt, når du har udfyldt tilmeldingsformularen, som du finder her på siden.
OBS: Der er maks. 100 pladser, og tilmelding sker efter først til mølle-princippet. Sååå... Tilmeld dig hurtigst muligt, hvis du skal nå at sikre dig en plads!
Vi ses til en weekend med faglig stolthed, faglig identitet og fællesskab sammen med kammerater og gode kollegaer fra hele landet 👊🏼
____________________________________________________________
HVOR OG HVORNÅR?
9.–11. oktober 2026
Herningsholm Erhvervsskole
HVEM KAN DELTAGE?
Alle lærlingemedlemmer fra VVS-energiuddannelsen og skorstensfejeruddannelsen. Det betyder, at du skal være i lære som enten VVS-energispecialist, VVS-installationstekniker, blikkenslager, ventilationstekniker eller skorstensfejer og være medlem af Blik og Rør Ungdom. Dog kan unge faglærte/nyudlærte svende også deltage. Du har nemlig medlemsrettigheder i vores ungdomsorganisation op til fire år efter din læretid – dvs. fire år efter du har fået svendebrev og er blevet udlært.
OVERNATNING
Der er overnatning på Højhuset Kulturhotel i Herning fra fredag til søndag. Du vil blive indkvarteret på et værelse sammen med andre medlemmer. Hvis du IKKE ønsker en sengeplads, kan du angive det i din tilmelding.
TRANSPORT
Der arrangeres fælles bustransport fra kredsene, og vi opfordrer alle medlemmer til at tage med fællestransporten. Nærmere info følger fra din kreds!
OBS: Husk at være opmærksom på at tage tidligere fri fra arbejde eller skole, hvis det er nødvendigt for at kunne nå med fællestransporten!
ER DET VIRKELIG GRATIS?
Ja, det er gratis at deltage, og begivenheden er kun for medlemmer af Blik og Rør Ungdom. Du får både overnatning og forplejning (tre hovedmåltider om dagen plus snacks). MEN... Vi hader virkelig at bruge penge på folk, der har tilmeldt sig og optager en plads, men ikke møder op. Læs derfor nedenstående grundigt igennem.
MANGLENDE FREMMØDE ELLER SENT AFBUD
Hvis du er tilmeldt Bootcamp og ikke møder op, vil du blive opkrævet et no-show fee på 1.000 kroner. Og hvis du melder afbud senere end to uger (14 dage) før Bootcamp, vil du blive opkrævet et gebyr på 500 kroner, da vi desværre ikke kan nå at afbestille din deltagelse – herunder udgifter til transport, overnatning, forplejning, undervisning, materialer, aktiviteter m.m.
Dette fremgår også af de vilkår, du accepterer, når du tilmelder dig via formularen.
UDEBLIVELSE FRA UNDERVISNING
Hvis du tager hjem fra Bootcamp undervejs, eller hvis du udebliver enten helt eller delvist fra undervisningen på workshop eller kursus, vil du ligeledes blive opkrævet et gebyr. Husk, at du har fået pladsen foran en anden, og at der er folk, der har brugt tid på at planlægge og forberede Bootcamp.
Dette fremgår også af de vilkår, du accepterer, når du tilmelder dig via formularen.
ADFÆRDSKODEKS OG SAMVÆRSPOLITIK
Det skal være en god oplevelse og trygt for ALLE at deltage i arrangementer i Blik og Rør Ungdom. Grænseoverskridende adfærd og manglende accept af samtykke tolereres under ingen omstændigheder!
Der er absolut nultolerance over for euforiserende stoffer. Hvis det mistænkes, at du er påvirket af stoffer, kan du blive bedt om at blive testet. Alle former for besiddelse, indtagelse, køb eller salg af stoffer under Bootcamp-weekenden vil medføre øjeblikkelig bortvisning for egen regning og om nødvendigt politianmeldelse. Du vil desuden blive opkrævet beløbet for din deltagelse, og du vil få karantæne fra aktiviteter i, med og gennem Blik og Rør Ungdom.
SPØRGSMÅL?
Hvis du har spørgsmål ang. Bootcamp, kan du rette henvendelse til ungdom@BlikRoer.dk
Du kan også altid kontakte Andreas Petersson, der er konsulent og ungdomsansvarlig i Blik- og Rørarbejderforbundet, ved at ringe eller skrive på mobilnr. 25 36 00 95
Hvis du har spørgsmål vedr. afgangs- og opsamlingssteder ifm. fællestransporten, skal du kontakte svenderepræsentanten i den kreds, du er medlem af.
Husk at følge med på de sociale medier 👍🏼
Facebook-side: Blik og Rør Ungdom
Facebook-gruppe: Blik og Rør Ungdom
Instagram: @BlikRoer_Ungdom
____________________________________________________________
Blik og Rør Ungdom er en faglig ungdomsorganisation for lærlinge og unge faglærte. Som lærlingemedlem i Blik- og Rørarbejderforbundet er du automatisk medlem af Blik og Rør Ungdom, men du har medlemsrettigheder i vores ungdomsorganisation op til fire år efter din læretid – dvs. fire år efter du har fået svendebrev og er blevet udlært. Det betyder, at du kan deltage i aktiviteter som årsmøde, Bootcamp, Ankersminde Festival, kursusweekend etc.