Top menu

Regeringens forslag vil svække kampen mod social dumping

Dato: 17/08-2015
844

Regeringens forslag om at fjerne kravet om, at virksomheder på en byggeplads skal skilte med deres identitet, skal skrottes. ”Ellers bliver det nemmere for sociale dumpere at snige sig under radaren”, siger Lizette Risgaard.

Det er et stort tilbageslag i kampen mod social dumping, hvis virksomhederne på en byggeplads ikke længere skal skilte med deres navn, adresse og CVR-nummer. Derfor bør regeringen droppe sine planer om at fjerne kravet.
 
– Muligheden for at kunne identificere, hvem der arbejder på en byggeplads, er et vigtigt værn mod social dumping. Derfor er det også en rigtig dårlig ide at afmontere den mulighed, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
 
Skatteminister Karsten Lauritsen (V) har mandag fremlagt et lovforslag, der vil fjerne Skats ret til at udføre kontrolbesøg mod sort arbejde hos private. Men forslaget går videre og skal også fratage Skat muligheden for at kontrollere identiteten af personer, som arbejder på en byggeplads, ligesom Venstre vil fjerne kravet om skiltning, der identificerer virksomhederne på pladsen. 
 
– Social dumping kan kun bekæmpes, hvis redskaberne er til det. Og hvis virksomhederne på en byggeplads ikke skal give sig til kende, vil det – igen - blive nemmere for firmaer, der spekulerer i social dumping, at flyve under radaren, siger Lizette Risgaard. 
 
Skats kontrolbeføjelser har ellers haft rigtig god effekt i forhold til at bekæmpe sort arbejde og brugen af underbetalt udstationeret, udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Med social dumping-indsatsen har Skat i perioden fra 2012 til 2014 fundet fejl for mere end 200 mio. kroner. Derfor opfordrer LO politikerne til at styrke indsatsen mod social dumping i stedet for at svække de værktøjer, der skal være med til at sikre ordentlige forhold og rimelige konkurrencevilkår.
 
– Der skal være effektive værn, som sikrer, at udenlandske virksomheder, der opererer i Danmark, betaler skat og afgifter på lige fod med danske virksomheder. Alt andet vil være stærkt konkurrenceforvridende for danske virksomheder og lønmodtagere, ja for os alle, siger Lizette Risgaard: 
 
– Vi bør tværtimod udbygge værnene og kontrolforanstaltningerne mod social dumping. Vi skal passe på, at vi ikke besværliggør forholdene for de reelle virksomheder og giver de uærlige for let spil. Og det er det, regeringens forslag vil fremme. Derfor bør forslaget i skraldespanden. Og når partier både S, SF, DF og Enhedslisten med langt over 90 mandater havde social dumping som en mærkesag i valgkampen, håber jeg virkelige også, at de holder fast, så det her forslag ikke bliver til noget.
 

Det bliver sværere at bekæmpe social dumping bag villehækken. Regeringen vil med et nyt lovforslag begrænse SKATs mulighed for at opdage snyd og bedrag på en privat grund.Hvad synes du om regeringens forslag?

Posted by Blik og Rør - I forbund med fremtiden on 17. august 2015