Folketinget kunne onsdag ikke samle flertal om mere lempelige regler for, hvornår tredjelandsborgere uden for EU og EØS kan komme til Danmark og arbejde under beløbsordningen. ”Det er vigtigt for det danske arbejdsmarked, at vi ikke åbner for billigere udenlandsk arbejdskraft”, udtaler Henrik W. Petersen.
I dag er reglerne sådan, at borgere uden for EU og EØS kan komme til Danmark og arbejde, hvis de har en stilling på hånden – og at den indebærer en årsløn på over 448.000 inkl. ferie og pension. Det er det, der hedder beløbsordningen.
Det var de regler, Folketinget stemte om i dag. Regeringen foreslog tidligere på året, at grænsen midlertidig sænkes til 375.000. Flere af oppositionspartierne er kommet med et alternativt forslag på 360.000 – og at det gøres permanent.
Men ingen af de to forslag blev altså stemt igennem i dag.
Der er rent faktisk arbejdskraft at trække på
Det er et resultat, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, er ganske godt tilfreds med.
- Det vil presse de danske lønmodtagere, hvis vi begynder at få billig udenlandsk arbejdskraft til Danmark, udtaler Henrik W. Petersen
Han peger på, at det handler om at få alle med i opsvinget – uden at presse lønningerne.
- Der er 13 mio. ledige i Europa, og over 70.000 i Danmark at trække på. Så der er rent faktisk tilgængelig arbejdskraft. Vi vil gerne være med til at finde nogle løsninger, de steder, hvor der mangler folk. Det kan både være ved at lempe papirarbejdet, og at skabe gode tilbud om opkvalificering for ledige, siger Henrik W. Petersen.
Der findes allerede i Positivlisten
I dag findes ordningen Positivlisten. Positivlisten er en liste over brancher, hvor der mangler arbejdskraft – og som virksomhederne kan benytte sig af. Her skal man ikke leve op til krav om en løn på 448.000 om året, men løn- og arbejdsvilkår skal følge fagområdet i Danmark.