Top menu

Borgerlige partier vil svække kampen mod social dumping

780

Folketingsvalget nærmer sig med hastige skridt, og partierne er allerede godt i gang med at opruste retorikken. Blandt de mange valgtemaer, som deler vandene mellem de to blokke i Folketinget, er kampen mod social dumping.

Hvis det står til Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, skal reglerne for kontrol mod social dumping og sort arbejde svækkes betydeligt. Det fremgår af et forslag, som de fire partier har fremsat i Folketinget.
 
Konkret vil de fire borgerlige partier fjerne Skats mulighed for at forfølge sager om social dumping og sort arbejde, hvis det foregår på privat ejendom.
 
Lykkedes det ikke de fire partier at få vedtaget forslaget inden valget, har de allerede nu bebudet, at forringelserne af Skats muligheder vil blive en realitet efter valg. Altså såfremt det lykkedes de borgerlige partier at få flertal. Det er der desværre meget, som tyder på i øjeblikket. 
 
Signalet fra de fire borgerlige partier er krystalklart. De mener ikke, at social dumping er et problem, som medvirker til forringelser af danske lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår. 
Dermed vil de skrue tiden tilbage til før 2011. Det var dengang, hvor den daværende VK-regering, med støtte fra DF, vendte det blinde øje til problemerne med social dumping.
 
I Blik- og Rørarbejderforbundet støtter vi ethvert tiltag i kampen mod social dumping. Danske VVS’ere og skorstensfejere er dagligt vidner til, hvordan vores overenskomster presses af unfair konkurrence og ulige vilkår. 
 
Skal sort arbejde og social dumping til livs, skal der anvendes utraditionelle metoder. Skat, politi, Arbejdstilsynet og fagbevægelsen skal, i modsætning til de borgerlige partiers forslag, have øgede muligheder for at modvirke social dumping.  
 
Danske husejere skal ikke have mulighed for at gemme sig bag hækken. I Blik- og Rørarbejderforbundet ser vi derfor ikke noget problem i, at private, i lighed med alle danske virksomheder, kan få kontrolleret, om forholdene er i orden.
 
Social dumping og unfair konkurrence skal bekæmpes med alle tænkelig midler. Og det gælder også forslaget fra de fire borgerlige partier.
 
Max Meyer
Forbundsformand