Top menu

Sverige indfører kædeansvar

Dato: 01/04-2014
639

Få timer før en storkonflikt ville lamme det svenske arbejdsmarked, lykkedes det for byggeriet i Sverige at blive enige om kædeansvar.

I Norge har man haft kædeansvar i byggeriet i flere år. Og nu er det også lykkedes for byggeriet i Sverige at få indført lige netop det værn mod social dumping, som arbejdsgiverne i Danmark ikke vil være med til.

Med aftalen i Sverige er den landsdækkende strejke, der ville være trådt i kraft den 1. april afblæst.

- Dette er en stor sejr, som aldrig ville have været muligt uden et stærkt sammenhold mellem bygningsarbejderne. Jeg er meget stolt og glad for, at vi har taget dette historiske skridt. Sverige har brug for kædeansvar, og det har vi fået nu, siger Johan Lindholm, der er formand for det svenske bygningsarbejderforbund Byggnads.

Indførelse af kædeansvar, hvor hovedentreprenøren kan gøres ansvarlig for arbejdsmiljø, social dumping, sort arbejde og lønfusk hos underentreprenører, havde højeste prioritet ved overenskomstforhandlingerne i Sverige.

- I hele processen har vi fået stor opbakning fra medlemmernes. Vi har også følt støtte fra mange arbejdsgivere og de andre fagforbund. Denne støtte har været afgørende at have i ryggen, og det er vi stolte af, siger Johan Lindholm.