Top menu

Tårnhøj ledighed blandt de yngste svende

Dato: 27/06-2013
Tags: VVS
516

Mens beskæftigelsen stiger i VVS-branchen, går jobbene uden om de ny-udlærte svende. Således er ledigheden blandt de yngste svende nu tre gange højere end gennemsnittet på landsplan.

Det er de yngste og ny-udlærte svende, som har betalt den højeste pris for den langvarige krise i VVS-branchen. Men selv om beskæftigelsen igen er i fremgang, har de 20-24 årige svende på fjerde år fortsat en ledighed på den forkerte side af de 20 procent. 
 
Blik- og Rørarbejderforbundets seneste opgørelse af arbejdsløsheden i VVS-faget viser, at ledigheden blandt de 20-24 årige svende er på hele 21,4 procent med udgangen af april. Dermed er ledigheden for denne gruppe stort set uændret siden efteråret 2009, hvor den blev målt til 22,1 procent. 
 
Tallene viser dermed, at mange af de VVS’ere, som afsluttede deres uddannelse under finanskrisen, har svært ved at få fodfæste i branchen.
 
- Det er uacceptabelt og også meget trist, at VVS-branchen ikke er bedre til at tage vare på de mange unge svende, som står i en svær situation. Alle ved, at længere periode i ledighed tærer på selvtilliden. Når den først er væk, så søger de andre steder hen og er med stor sandsynlighed tabt for faget, siger forbundsformand Max Meyer.
 
Tabes på gulvet
I de kommende år meldes der om mangel på håndværkere i byggeriet, og allerede nu er der rift om kvalificerede VVS’ere flere steder i landet. I det lys burde ledigheden for de unge svende under 25 år være markant lavere. 
 
- Det er jo lige netop de her svende, som branchen kommer til at mangle, når der igen kommer gang i hjulene. Og hvis der ikke gøres en indsats for at holde dem i faget, risikerer vi at tabe en hel generation af dygtige VVS’ere på gulvet. Det er både spild af talent og penge, siger Max Meyer, som frygter at andre kommer og overtager VVS’ernes arbejde, hvis branchen ikke kan skaffe den fornødne arbejdskraft. 
 
Siden efteråret 2009 har ledigheden for de unge svende under 25 år ligget på over 20 procent. Dermed er ledigheden for denne aldersgruppe mere end to og en halv gange højere end gennemsnittet for samtlige aldersgrupper af VVS’ere over hele
landet. Kun i Kreds Nord-Midtjylland er tendensen i bedring, idet 16,7 procent af de unge svende er ramt af ledighed. Værst ser det ud i København, hvor hver fjerde svend i aldersgruppen står udenfor.