Top menu

- Man har meget lidt forstand på asbest, hvis man tror, at en forældelsesfrist på 2-5 år er nok

Dato: 07/12-2021
2402

Asbestsagen fra Espergærde er nu blevet forældet. Det er meget kritisabelt, mener forbundsformand Henrik W. Petersen.

Foto: Jonas Krøner

Anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi har afgjort, at hverken boligselskabet eller håndværkerfirmaet kan straffes i sagen om asbest, fordi sagen nu er forældet i forhold til asbestbekendtgørelsen.

- Jeg synes, det er svært uforståeligt, at man to gange kan løbe ind i en forældelsesfrist, der bliver overskredet. I bedste fald vidner det om, at politimyndighederne ikke ved, hvordan de skal forholde sig til asbestsager. I værste fald kunne man få den tanke, at de bevidst har ladet sagen blive forældet. Netop fordi, man ikke ved, hvordan man skal forholde sig til sager om asbest, siger forbundsformanden for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.

Sagen startede i 2016, da Blik- og Rørarbejderforbundet blev bevidste om, at fire VVS-montører var blevet udsat for asbest i halvandet år under et renoveringsprojekt i Espergærde. De fire VVS-montører arbejdede i en kælder i Espergærde, hvor der flere gange var konstateret asbest i rørene. Alligevel blev de sendt derned for at arbejde.

En forældelsesfrist på 2-5 år er ikke nok 

Henrik W. Petersen er langt fra tilfreds med afgørelsen og udtaler til A4, at forældelsesfristen ikke hænger sammen med sygdomsudviklingen efter mødet med asbest.

- Man har meget lidt forstand på asbest, hvis man tror, at en forældelsesfrist på 2-5 år er nok. For mig bekendt får ingen alvorlige sygdomme eller er døde af asbest efter to år. Heller ikke efter fem år. Det tager meget længere tid, inden asbestrelaterede sygdomme bryder ud. Med en sådan fortolkning af loven, vil der aldrig kunne rejses sager om overtrædelser af asbestbekendtgørelsen, forklarer Henrik W. Petersen.

Juridisk er sagen slut – men politisk er sagen først lige begyndt

Blik- og Rørarbejderforbundet har tidligere klaget over Nordsjællands Politis behandling af sagen, men den blev afvist af justitsministeriet. Og selvom sagen juridisk er afgjort, så lægger sagen op til en fortsat indsats rettet mod Christiansborg.

- Vi har nogle politikere, der bliver nødt til at gå ind og kigge på lovgivningen. Hvis sager ikke kan rejses efter asbestbekendtgørelsen, er det jo helt galt, udtaler Henrik W. Petersen.

Derfor vil Blik- og Rørarbejderforbundet fortsat, og nu med den konkrete sag som henvisning, lægge pres på politikerne på Christiansborg.

 

Læs hele historien på A4:  Ny asbest-afgørelse kaldes "en katastrofe": - Med den fortolkning vil der aldrig kunne rejses sager (a4arbejdsmiljoe.dk)