Top menu

VVS'ere i DR: Der er brug for et asbestregister

Dato: 23/07-2024
3379

De to VVS'ere, Jacob og Søren, arbejdede i dødsensfarligt støv uden at vide det. Nu er episoden blevet omtalt i DR Nyheder.

 

 

I dag, tirsdag den 23. juli, kører en historie på DR Nyheder med to af vores medlemmer fra Kreds Sydjylland-Fyn. Jacob Bjørklund Jensen og Søren Theilade Eriksen havde en opgave i maj, hvor de skulle ændre nogle fjernvarmerør og indbygge fjernevarmemålere.

Men da de to VVS'ere havde gjort arbejdet færdigt, fik de en rapport med en alvorlig melding. Der stod, at der var asbest i rørene og isoleringen. Rapporten blev udarbejdet helt tilbage i oktober sidste år – altså et halvt år før den arbejdsopgave, som Jacob og Søren skulle udføre. Men de fik ikke kendskab til rapporten, før arbejdet var lavet færdigt.

Episoden med Jacob og Søren, som nu er blevet omtalt i DR Nyheder, understreger behovet for et asbestregister, hvor man screener bygninger for asbest. På den måde ved man, om en bygning indeholder asbest, inden man f.eks. går i gang med at renovere.

"Det (asbest, red.) sidder jo i rigtig mange byggematerialer, blandt andet maling, isolering, fliseklæb og så videre. Det er jo blevet brugt mange steder, så det er ikke kun VVS'erne, man passer på, det er jo også tømrere, murere og malere, det er alle håndværkerne, så det ville kun være rimeligt", siger Jacob Bjørklund Jensen i artiklen på DR Nyheder.

Hans kollega, Søren Theilade Eriksen, stemmer i.

"Jeg tænker, det vil gavne rigtig meget i forhold til forberedelsen af arbejdet og min sikkerhed, at man ikke står for skud hver gang. Det der med at have lidt mere sikkerhed i det, og at man har et sted, hvor man kan se tingene i stedet for, at man selv skal være så vaks og vågen altid. Vi er jo ikke uddannet i at anskue og genkende asbest", siger han.

Blik- og Rørarbejderforbundet har længe presset på for, at der skal indføres strammere regler for screening og registrering af asbest – et såkaldt asbestregister. Der har været EU-lovgivning undervejs siden 2022, og det var egentlig planen, at det skulle vedtaget sidste år. Desværre er det ikke sket endnu.

"Det handler om menneskeliv. Det handler om de mennesker, der bliver udsat for det, og deres familier. Jeg forstår ikke, hvorfor man udsætter det, når man godt ved det her på forhånd", siger forbundsformand Henrik W. Petersen til DR Nyheder.

 

Opdateret: Senere på dagen blev der bragt et nyhedsindslag i TV Avisen på DR1, hvor de to medlemmer, Jacob og Søren, og forbundsformand Henrik W. Petersen var med. Se med fra minut 14:40 her.

Jacob og Søren

 

Henrik W. Petersen i TV Avisen

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.