Top menu

Prislisten er OK

Dato: 18/09-2013
543

Det er fedt at arbejde på akkord og prislisten giver tryghed, lyder det fra sjakket, som har klaret VVS-arbejdet på opførelsen af ny akutafdeling på Slagelse sygehus.

Det vrimler med rør og installationer på hospitaler og sygehuse. Udover rørene til vand, varme og køling, findes der også en lang række andre forskellige installationer til fremføring af diverse medicinske luftarter.

Sådan er det også på Slagelse sygehus, hvor et VVS-sjak fra Wicotec Kirkebjerg A/S, har været beskæftiget det seneste år. Og i modsætning til tidligere opgaver, hvor sjakket har udført opgaverne efter en fast pris, har de denne gang valgt at få arbejdet målt op efter prislisten. Og det har de på ingen måde fortrudt.

- Vi er rigtig godt tilfredse og alle er positiv overrasket over, hvordan det er gået. Det er helt sikkert, at det ikke er sidste gang, vi får opmålt vores arbejde efter prislisten, siger akkordholder Karsten Korsvig, der sammen med resten af sjakket er ansat i det sjællandske VVS-firma Wicotec Kirkebjerg A/S.

Og den betragtning er VVS’er Stig Stærk Larsen enig i.

- Mange opgaver i dag er umulige at overskue fra start til slut. Og jo mere kompliceret opgaven er, jo bedre er det at bruge prislisten og få målt op, forklarer han.

Ingen grund til nervøsitet
Inden arbejdet med opførelsen af ny akutafdeling i Slagelse startede op sidste år i august, var svendene i tvivl, om de kunne holde en acceptabel løn ved at bruge prislisten.

Til gengæld kunne de også godt se på tegningerne, at opgaven var kompliceret. Derfor var sjakket mest stemt for at udføre arbejdet efter prislisten, frem for at aftale en fast pris med firmaet.

- Vi var ikke i tvivl om, at vi kunne tjene penge. Men på et sygehus er tingene bare mere kompliceret, og derfor var vi lidt i tvivl om, hvorvidt det kunne betale sig at få det målt op. Ved opmåling er man er vel altid lidt usikker på, hvordan ens løn ligger, så vi var da lidt nervøse, inden vi kom i gang, siger Stig Stærk Larsen.

Efterfølgende har det vist sig, at der ikke er nogen grund til nervøsitet. De foreløbige delregnskaber viser, at sjakket ligger meget tæt på landsgennemsnittet på knap 280 kroner i timen.

- Det er en myte, at der ikke er penge i opmåling. Vi kan se, at det ikke passer, og vi er rigtig godt tilfredse med vores indtjening. Det fede ved at bruge prislisten er, at man med god ro i sindet ved, at man er sin løn værd, fortæller Karsten Korsvig.

Tilbage flere gange
Den nye akutafdeling i Slagelse er på 15.000 kvadratmeter fordelt på tre etager. Den samlede anlægssum udgør 300 millioner kroner, og byggeriet skal være klar til aflevering i september 2013.

Efter en lidt forsinket opstart har det derfor været nødvendigt at mande op i perioder med travlhed. I foråret bestod sjakket af hele 17 mand, og da de mange forskellige installationer og rørtyper ikke kunne laves i en arbejdsgang, har tingene til tider været lidt kaotisk.

- Det betyder, at vi skal tilbage til det samme sted flere gang. Samtidig er der mange installationer på lidt plads, og det kan godt være svært at holde styr på, når det skal måles. Det kræver lidt ekstra arbejde af akkordholder og opmåleren, forklarer Stig Stærk Larsen.

Der hårdloddes
Især installationerne med medicinske luftarter har givet nogle ekstra udfordringer. Alle lodninger er hårdlodninger med baggas, hvor der heller ikke må blødgøres med varme. Og på grund af spåner, må rørene heller ikke skæres over med en sav.

- Det er bare i gang med rørskæren. Det er ikke sværere at hårdlodde på den måde. Det er bare mere besværligt, og det tager længere tid, siger Karsten Korsvig, som efter knap et års erfaring med prislisten gerne anbefaler den til andre.

- Det har fungeret godt. Og er der noget man er i tvivl om, kan man altid få hjælp af opmåleren, så det handler vel bare om springe ud i det.