Støj, uro og manglende plads er årsag til frustrationer blandt ansatte på landets store byggepladser. Arbejdsmiljøansvarlig Søren Schytte vil have præciseret reglerne.
På store byggepladser er det blevet mere og mere udbredt, at bygherre indretter store fælleskantiner. Det er derfor ikke sjældent, at der kan sidde mellem 50 og 100 håndværkere i samme lokale, når frokosten skal indtages.
Men kravene til spiserummene og kantiner er de samme, om der sidder 10 i en skurvogn eller 100 håndværkere i en fælleskantine og spiser deres madpakker, når det drejer sig om byggepladser, lyder det fra Søren Schytte, arbejdsmiljøansvarlig i Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Jeg kan godt forstå, at nogle af vores medlemmer bliver frustrerede over, at de fx skal sidde i et støjende lokale, eller der ikke er plads til madpakken i køleskabet. Derfor vil jeg gerne have præciseret reglerne vedrørende velfærdsfaciliteter. Spisepausen er en tid, hvor der skal restitueres, og derfor skal der også være en rimelig ro og plads til dette, siger han.
Støj og uro
Den ro er der desværre mange, der ikke oplever. De store lokaler med mange mennesker medfører ofte en hel del støj og uro, da lokalerne sjældent har god akustik.
Udfordringerne er anledning til stor frustration blandt de ansatte. Derfor vil Blik- og Rørarbejderforbundet nu gå i dialog med arbejdsgiverne om muligheden for at udarbejde en klar, enkel vejledning til, hvilke krav, fælleskantinerne skal leve op til.
Velfærdskrav gælder også store byggepladser
I håndbogen for arbejdsmiljø i bygge- og anlæg kan man dog allerede nu se en beskrivelse af de krav, der er til skurvognsfaciliteter.
Når en byggeplads indrettes, har arbejdsgiver altid ansvaret for at de nødvendige velfærdsfaciliteter er til rådighed for arbejderne. Det drejer sig blandt andet om, at der skal være adgang til toilet, rindende vand, badefaciliteter og adskilt spise- og omklædningsrum.
Disse krav gælder – uanset størrelsen på byggepladsen, og om man vælger at indrette kantinen i en del af råhuset eller i en nærliggende skurvogn.