Du skal lede længe efter en mere passioneret VVS’er end Jeri Breum. Og hendes ambitioner er ikke kun høje for faget, men også dets omdømme og for de kvinder, som faget bør sigte efter at få skovlen under.

- Jeg er gået all-in på at involvere mig i branchen, siger VVS’er Jeri Breum på 33 år, som lige nu er lærling hos Poul Sejr Nielsen A/S.
Og så er hun ny ambassadør for Boss Ladies, som hun har store ambitioner på vegne af. Hendes største ambition er at vende deres narrativ, så der bliver sat fokus på mulighederne ved, at kvinder bliver en større del af faget.
- Det handler om mulighederne - altså hvem du er. Ikke alle synes om de hidtil kvindelige fag, vi bliver påduttet, som for eksempel sygeplejerske eller frisør. Byggebranchen bør være mere gennemsigtig og bruge flere ressourcer på, at vi piger godt kan være en del af faget, siger Jeri.
Hun vil gerne se, at håndværkerfagene bliver normale for kvinder at tage. Hun mærker selv en frigørelse i sit arbejde, og ser en klar sammenligning til byggebranchens mangel på hænder.
- Da jeg voksede op i 90’erne, der var Spice Girls the shit, og med den bevægelse så fulgte der en frihed, som vi kvinder og piger ikke havde set. Og den revolution der skal ske i
håndværkerbranchen, skal være noget lignende. Det skal mærkes, det skal buldre, det skal larme, og så skal det være sjovt, forklarer Jeri.
Vil inspirere de unge
Jeri kom ind i branchen sent, og ville hellere have fået muligheden for 18 år siden, da hun gik i folkeskole. Dengang klappede folk i hænderne, da hun valgte af tage HF, selvom det sendte hende på afveje.
- Det er derfor, jeg gerne vil være ambassadør, fordi jeg gerne vil give andre kvinder muligheden. Ikke fordi jeg skal presse dem til at vælge det, det skal slet ikke være sådan, men de skal fanme have mulighederne, forklarer Jeri.
Derfor glæder hun sig til at kunne holde oplæg på skoler sammen med Boss Ladies, og forhåbentlig kunne så nogle frø hos de unge.
Fascinationen for faget har længe simret i hende. Hun har altid elsket værktøj, men aldrig vidst, hvordan hun skulle bruge det. Hos Boss Ladies har de mulighed for at spejle sig i hinanden og ”nørde i faget sammen”, som Jeri beskriver det. På den måde bekræfter Boss Ladies Jeri i, at hun har valgt det rigtige.
Man udretter faktisk noget for nogen
Jeri kan stadig blive helt betaget af arbejdet, og det hun til dagligt udretter. Specielt hendes første solo-installation af en gaskedel, var et stort øjeblik, hvor hun formåede at gøre det på blot tre timer.
- Det var jeg sindssygt stolt af. Det er en af de store fordele, fordi man er problemløser og man kan se det færdige produkt. Det er ikke kun en idé, man har rent faktisk udført et stykke arbejde, som gør en reel forskel i andre menneskers liv, fortæller Jeri.
Om tre år er Jeri færdiguddannet, men hendes engagement er kun lige begyndt. Udover Girl Boss er hun også kasserer i bestyrelsen for Blik&RørUngdom kreds Sjælland-Bornholm. Og hun ser store muligheder i at forene begge roller.