Fra flygtning til VVS'er: - Jeg har fået større selvtillid

Tekst: Jonathan Roed Kirkedal

FLUGTEN
- Jeg flygtede fra Syrien på grund af krigen (borgerkrigen, der i 2011 brød ud i Syrien, og som senere i 2014 betød, at Islamisk Stat (IS) voksede frem og erklærede store områder af Syrien for sit kalifat, red.), og fordi jeg blev såret under krigen, så jeg måtte flygte videre. I Tyrkiet, hvor jeg først flygtede til, ville de amputere min arm i stedet for at operere den. Jeg vidste ikke, at der fandtes et land, der hed Danmark. Vi var helt lukket af fra omverdenen i Syrien, fordi når man er kurder i Syrien, så går man ikke i skole. Vi var statsløse dernede.

DET FØRSTE MØDE MED DANMARK
- Da jeg kom til Danmark, oplevede jeg, at alt var nyt og spændende. Jeg er sådan en person, der altid er positiv. Det, tror jeg, er vigtigt, fordi jeg skulle bygge et helt nyt liv op og arbejde for at skabe min fremtid. Og det kan være ekstremt hårdt. Da jeg kom til Danmark, havnede jeg først på Hovedbanegården i København, men der var ikke noget politi. Så jeg tog til asylcentret i Helsingør, hvor de tog imod mig. De sendte mig til Sønderborg, hvor jeg var i 15-20 dage, indtil jeg fik opholdstilladelse. Derefter flyttede jeg til Egedal Kommune.

TVIVL OM ALDER
- Jeg var en 19-20 år, da jeg kom til Danmark i 2017. Men jeg ved faktisk ikke, hvor gammel jeg rigtigt er. Det gør jeg ikke, fordi min mor aldrig har gået i skole. Hun er analfabet, har ni børn og har derfor ikke styr på min alder. Så det er bare blevet besluttet, at jeg er fra 1996.

Artiklen fortsætter efter billedet.

DET HER, DET ER LIGE MIG
- Jeg vidste ikke, hvad jeg gerne ville arbejde eller uddanne mig til her i Danmark. Min far var bilsælger, så jeg overvejede, om jeg skulle gå samme vej. Men det ville både kræve, at jeg var god til at tale, skrive og læse dansk, så det ville ikke være ligetil. Og det kunne jeg ikke. Derfor begyndte jeg på VUC, hvor jeg tog 9. og 10. klasse. På et tidspunkt gik jeg sammen med nogle andre drenge i Hillerød og kiggede efter damer, da jeg så nogle, der lavede VVS-arbejde og tænkte: ”det her, det er lige mig”. Jeg vidste ikke, hvad det egentlig var for noget – eller hvad det hed. Så jeg ringede til en vejleder, jeg havde tilknyttet ved kommunen, som
kunne fortælle mig, at de var VVS’ere.

EN SVÆR VEJ IGENNEM UDDANNELSEN
- Der er stor forskel på sproget i VVS-faget og så sproget, man taler til dagligt. Simpelthen fordi der er så mange fagtermer og forskelligt værktøj, man skal lære at kende. Det var svært for mig at lære det, da det hele var nyt for mig. Jeg var i lære to forskellige steder og kortvarigt imellem dem i skolepraktik. Da jeg startede på 2. grundforløb, der sagde folk til mig, at jeg aldrig ville blive VVS’er. På hovedforløb 4 fik jeg taget en test, der viste, at jeg er ordblind. Men jeg gav ikke op. I dag arbejder jeg hos Poul Christensen A/S, som er et godt sted at arbejde.

Artiklen fortsætter efter billedet.

MIN FAMILIE
- Meget af min familie bor i Tyrkiet, men jeg har ni brødre, der flygtede til Tyskland for et års tid siden. De kunne ikke bo i Tyrkiet, fordi de er kurdere. Jeg synes ikke, de behandler kurdere på en ordentlig måde. Nu hvor mine brødre bor i Tyskland, har jeg haft mulighed for at tage ned og besøge dem. Jeg er glad for, at det er lykkedes, for jeg troede faktisk ikke, der var nogen fra min familie, der ville komme hertil. Det er både hårdt og svært at flygte, fordi man bliver smuglet hele vejen igennem Europa. Jeg mødte min kone, mens jeg var i skolepraktik. Vi blev gift efter 3 måneder og har en datter Zeyneb på 1 år – og så har vi et barn mere på vej.

STØRRE SELVTILLID
- Livet i Danmark er som at komme til en helt anden verden, når jeg tænker tilbage på det liv, jeg havde i Syrien. Det var svært at bo i Danmark, da jeg kom hertil og endnu ikke kunne noget dansk. Og da jeg endelig havde lært noget dansk, var jeg også godt klar over, at det ville blive svært at gennemføre en uddannelse. Jeg har fået en større selvtillid og viden, efter jeg gennemførte uddannelsen. Nu hvor jeg er færdiguddannet, oplever jeg også, at jeg bliver mødt med en langt større respekt, end jeg gjorde, da jeg var lærling og stadig kæmpede med sproget.