Selvom Henrik Larsen har et hårdt fysisk arbejde som VVS’er og blikkenslager, så kan han slet ikke undvære at træne. Han mener, at træningen giver ham både styrke og energi til jobbet.
Tekst: Maja Skov Vang
Det ser let ud, når Henrik Larsen hopper ned i diverse huller på byggepladsen på Amager for at lodde fjernvarmerør til en ny villa. Det kan ellers godt være vanskeligt for en blikkenslager oppe i alderen, når hullerne er små og dybe, og mange års hårdt arbejde har slidt på kroppen.
Men sådan er det ikke for blikkenslageren Henrik, der med sine 60 år ellers er en af de ældste på byggepladsen. Selvom han da godt kan mærke, at det ”knager og brager” lidt en gang imellem.
Forklaring er, at han har en ”stærk core”, som han kalder det. Det vil sige, at han er stærk i området omkring mave, ryg og hofter. Den stærke core er hverken medfødt eller noget, han er kommet sovende til.
Henrik har løbet intet mindre end 17 maraton, en håndfuld på under tre timer.
Derudover har han deltaget i otte Ironman.
Og han har ikke bare deltaget, det er også lykkedes ham at kvalificere sig til Ironman på Hawaii i fem af dem.
Det betyder, at Henrik er kommet i mål som en af de tre bedste i sin aldersgruppe.
Det skete senest for få måneder siden efter en deltagelse i Østrig.
Hvis du synes, du har hørt om den seje jernmand før, så er det, fordi fagbladet skrev om ham første gang, han kvalificerede sig for 10 år siden.
Og han er altså still going strong.
ARBEJDER DU IKKE HÅRDT NOK
Spørgsmålet om, hvorfor man gider at træne, når man også har et hårdt fysisk arbejde, presser sig på, som noget af det første.
Svaret kommer hurtigt:
- Der er mange, der ikke træner, fordi de ikke orker efter en dag med mange løft og dårlige arbejdsstillinger. Men det, tror jeg, er en fejl. For mig er det en måde at tømme hovedet på. Bekymringer forsvinder, når jeg træner, og jeg føler mig nulstillet, siger Henrik.
Henrik forsøger også at spise sundt og få masser af proteiner. Så hvis kollegaerne går på tanken for at stille sulten med franske hotdogs eller bake-off, bliver det uden Henrik.
Han har altid en madpakke med, som han på dagen, hvor fagbladet møder ham, indtager i firmabilen mellem to opgaver.
Men han holder sig dog ikke tilbage, når der er morgenmad med kollegaerne om fredagen. Så ryger der både rundstykker og wienerbrød ned.
- Jeg er også glad for øl. Men det er ofte alkoholfrie øl, jeg drikker. Det kan jeg godt slå mig til tåls med. Kollagerne forstår ikke altid hans sunde livsstil.
- De ryster jo på hovedet og siger; ”laver du ikke nok, mens du er på arbejde, siden du har kræfter og energi til alt den træning?”. Jeg synes, jeg får energi af at træne, og så har jeg en styrke som mange af de unge ikke engang har. Derudover er jeg smidig og udholdende. Mange af dem, der ikke træner og har lidt for meget på sidebenene, kan have svært ved at komme op ad og ned i hullerne.
JEG GØR DET BARE
Bortset fra den dag, hvor håndboldherrerene skulle spille OL-finale samtidig med at Henrik skulle ud at træne, så føler Henrik sjældent, at træningen stjæler hans tid.
- Så måtte jeg jo se genudsendelsen senere. Men jeg kan da godt ærgre mig over, at jeg går glip af at se nogle
enkelte fodboldkampe med favoritklubben Frem med kammeraterne.
Motivationen fejler heller aldrig:
- Træning er bare noget, jeg gør ligesom at børste tænder. Jeg lægger træningstøjet frem aftenen inden, og når beslutningen er taget, så er der ingen vej uden om. Det er også det råd, han gerne vil give til andre, der vil i gang med at træne.
- Vi skal holde længe på arbejdsmarkedet, så det er bare at komme i gang. Start blødt op med lidt styrketræning af coren, og så få pulsen op ti minutter eventuelt på en romaskine, og slut af med lidt udstrækning. Så har man trænet en time, og det har de fleste
mulighed for at gøre et par gange om ugen i det lokale fitnesscenter.
Artiklen fortsætter under billedet
PASSER MED FAMILIELIVET
Det er dog ikke nok for Henrik. Han træner normalt mellem 8-12 timer om ugen. Og oftest er det efter arbejde. Blikkenslageren har altid en træningstaske i bilen, på den måde er det nemt at tage en tur i træningscentret eller svømmehallen lige efter arbejde.
- Jeg møder klokken halv syv, så det er svært at få det passet ind inden arbejde. I ferien stod jeg op samme tid, som hvis jeg skulle møde og cyklede et par timer inden, så passede det med, at jeg havde tid med familien resten af dagen, siger Henrik, der har en kone og tre voksne børn. Og når turen går de 100 kilometer, der er fra Valby, hvor han bor, til sommerhuset i Odsherred, foregår transporten på cykel. På den måde får Henrik både arbejdsliv og familieliv til at passe med træningen.
- Min kone har vænnet sig til det. Ellers var hun nok løbet skrigende væk for lang tid siden. Hun har også sine
egne interesser. Hun er glad for at lave god og sund mad, der også kommer mig til gode.
LETTERE FOR TI ÅR SIDEN
I 2014 klarede Henrik de 3,8 kilometer svømning på 1 timer og 20 minutter, de 180 kilometer cykling på 5 timer og 20 minutter og de 42,2 kilometers løb på 3 timer og 45 minutter. Trods ti ekstra år i manegen så satser Henrik på at gøre det lige så godt denne gang.
Hvordan skal det fejres, når du den 26. oktober er kommet over målstregen?
- Så skal jeg have en Kona, en af de lokale øl.
Med procenter?
- Helt sikker med procenter.
- HENRIK LARSEN, 60 ÅR
- UDDANNET BLIKKENSLAGER 1886
- ANSAT I STRØMSTED
- STÅL OG FJERNVARME
- GIFT OG FAR TIL TRE