Top menu

VVS'eren Jesper er med i FH's nye klimapanel

Dato: 07/06-2021
Tags: VVS
2269

Der er blevet opstillet et klimapanel for lønmodtagere, så de med reel erfaring fra hverdagens grønne omstilling kan bidrage til at nå klimamålene. Heriblandt sidder også Blik og Rør-medlemmet Jesper Kallehauge Terndrup, som har været VVS-montør i over 20 år, og nu skal bidrage til panelets udvikling.

VVS'er Jesper Kallehauge Terndrup bliver en del af FH's nye klimapanel.

Lønmodtagernes klimapanel er blevet sat i verden, for at sætte fokus på den grønne omstilling. Her er hverdagens eksperter udgangspunktet, da det er dem, som står med den grønne omstilling i deres daglige arbejde – og dermed har mest viden på området. Derfor er det naturligvis også dem, der skal stå i spidsen for at hjælpe med at nå klimamålene. Panelet består af 10 lønmodtagere fra forskellige brancher i Danmark, der hver især arbejder med at implementere de grønne løsninger. I fællesskab skal de dele og finde innovative løsninger. Løsningerne skal de udarbejde til konkrete forslag, som skal bidrage til Fagbevægelsens Hovedorganisations klimapolitik. Derudover skal de deltage i møder landet over, og dele deres viden og erfaringer.

Blik og Rør-medlem som repræsentant i panelet

Som et af medlemmerne i panelet finder vi Jesper Kallehauge Terndrup, der med sine mere end 20 års erfaring i vvs-montør branchen skal give sit input til den grønne omstilling.

- Den grønne omstilling er jo noget, vi bruger til daglig. Det handler om hele tiden at optimere - altså hele tiden at skulle plukke de lavest-hængende frugter for at spare på energien, fortæller Jesper.

Jesper er selv aktiv i den grønne omstilling, især efter han fik børn og blev bevidst om klimaets store indflydelse. Han er også selv med til at omstille små tiltag på sit daglige arbejde, da hver et skridt tæller.

På vores lokationer har jeg lige nu bestilt to cykler, så vi kan cykle til lokationerne i stedet for at tage bilen. Det er også nogle gange meget lettere, lige at hoppe op på cyklen.

Derudover beretter Jesper også, at der flere steder, inklusive den virksomhed han selv arbejder for, bliver købt el-biler, så kørslen generelt bliver mere grøn.

Derfor er han en god repræsentant i klimapanelet, da han til daglig tænker over de grønne tiltag, og ved, hvor vigtig vvs-branchen er for udviklingen. I panelet vil han derfor gøre sit for at få vvs-branchen hørt på området.

Jeg vil tale ud fra vores fag i vvs-branchen i panelet, hvor vi jo bruger den grønne omstilling i det meste af, hvad vi laver. Både med varmepumper og vand er det altid med henblik på at spare energi, så det ikke går udover miljøet. Det vil de andre medlemmer selvfølgelig også gøre for deres brancher, men jeg håber, vi kan blive enige i nogle tiltag og hjælpe hinanden.

Formanden har selv peget på Jesper

Formanden for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen har selv peget på Jesper som repræsentant. Han synes, det er vigtigt, at vvs-branchen får en stemme i panelet, da det er dem, der installerer fremtidens grønne løsninger.

- Hos Blik og Rør arbejder vi og medlemmerne dagligt på at indføre den grønne omstilling. Vi ved, hvor vigtig vvs-branchen er for udvikling af den grønne omstilling, og så er det jo en fremtidssikring for branchen, fordi den grønne omstilling skaber flere jobs. Derfor er det også rigtig vigtigt at have et medlem repræsenteret fra vvs-branchen i panelet, da medlemmerne er helt essentielle i den grønne omstilling og klimamålene, fortæller Henrik.