Top menu

Nyt samarbejde skal hjælpe langtidssyge tilbage i job

Dato: 20/03-2015
772

Et nyt samarbejde mellem PensionDanmark og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal sikre langtidssyge hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Behandlinger for smerter i kroppen. Hjælp til at håndtere stress. Og råd og vejledning om mulighederne i sundhedssystemet.
 
For langtidssyge kan der være hjælp at hente i pensionsordningen, når det gælder om at få bugt med længere tids sygdom. Nu skal et nyt samarbejde mellem PensionDanmark og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) sikre, at PensionDanmarks langtidssygemeldte medlemmer bliver opmærksomme på disse muligheder.
 
Kort fortalt indebærer samarbejdet, at man via registersamkøring identificerer PensionDanmark-medlemmer, som har mere end fire ugers sygdom. STAR sender så et brev til disse medlemmer med en opfordring til at kontakte PensionDanmark. Her vil et nyetableret visitationsteam af erfarne sygeplejersker give de sygemeldte rådgivning om relevante tilbud og ydelser, som kan bidrage til at bringe dem tilbage på arbejdsmarkedet – f.eks. tværgående behandlinger, psykologhjælp eller diagnoseudredning.
 
Formålet er, at de sygemeldte på den måde har mulighed for at få hurtig og individuel hjælp til at få bugt med deres problemer, så de har bedre muligheder for at komme i job igen.
 
- En langtidssygemelding er en ulykkelig situation for den enkelte, og det koster virksomhederne og samfundet dyrt. Vi ved, at jo længere tid man er væk fra arbejdsmarkedet, jo sværere er det at komme tilbage. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde langtidssyge medlemmer nye muligheder for at komme tilbage i job, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
 
Ifølge Danmarks Statistik var der i 2013 ca. 220.000 personer i Danmark, der havde en længevarende sygeperiode – altså over 30 dage. De samlede udgifter til sygedagpenge var i 2013 på 13 mia. kr.