Top menu

VVS’ere og skorstensfejere på briksen 6.700 gange

629

6.700 gange sidste år fik medlemmerne glæde af forebyggende behandling hos en kiropraktor, massør, fysioterapeut eller zoneterapeut via PensionDanmark Sundhedsordning.

Medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet er flittige brugere brugere af deres overenskomstsikrede sundhedsordning. I 2013 fik godt 900 medlemmer i snit 7 behandlinger med PensionDanmarks sundhedsordning, som er en del af pensionsordningen for de fleste medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet.

Med ordningen kan medlemmerne få behandlinger hos kiropraktor, fysioterapeut, zoneterapeut og massør, hvis de har problemer og gener i led, muskler eller sener. Det sker på et af 120 sundhedscentre over hele landet, der drives af Falck Healthcare.

- Det er meget positivt, at vores medlemmer bruger sundhedsordningen. Her kan de tage fx rygproblemer i opløbet, inden det bliver alt for slemt. På den måde er ordningen med til at forebygge fysisk nedslidning, som er den hyppigste årsag til førtidspension blandt vores medlemmer, siger forbundsformand Max Meyer.

Flest fik kiropraktorbehandling for rygproblemer

Godt 8.000 medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet er omfattet af PensionDanmark Sundhedsordning. Den mest anvendte behandlingsform i 2013 var kiropraktik efterfulgt af fysioterapi, massage og zoneterapi. Det var oftest problemer i ryg og arme, som medlemmerne fik behandling for.