Top menu

Fra succesfuld fotograf til lykkelig lærling: "Det handler om at finde glæde i arbejdslivet"

Dato: 05/08-2024
3387

Stress, manglende inspiration og ensomhed som selvstændig fotograf var blandt årsagerne til, at Malthe i en alder af 32 år skiftede spor og startede som lærling på VVS-energiuddannelsen.

De fleste i omgangskredsen har beundret Malthe for at skifte spor. Selv har han haft lidt svært ved den nye identitet, men han er ikke i tvivl om, at det er det rigtige, han har gjort

Tekst: Maja Skov Vang
Foto: Jens Bach

Det var under en ferie i Dijon i Frankrig, at Malthe Mogensen for første gang blev klar over, at han ikke længere ville arbejde som fotograf i modeindustrien.

- Jeg blev ringet op af en kunde og booket til en opgave, som jeg takkede ja til, men så snart, jeg havde lagt på, kunne jeg mærke, at jeg bare ikke gad mere. Jeg var simpelthen udbrændt.

Mens mange freelance-fotografer har svært ved at få nok kunder, var det det modsatte problem for Malthe. Han sagde stort set aldrig nej til opgaver og ferien i Frankrig var den første ferie i otte år. Når det var jul, plejede han højst at holde et par dages fri, hvor han som regel blev syg. Som om kroppen forsøgte at sige til ham, at han skulle geare ned. - Jeg kunne også finde på at glemme, hvor jeg var på vej hen. Jeg har seriøst prøvet at sidde i et lyskryds og kigge rundt og tænke ”hvor fanden er jeg?” Han manglede også inspiration og udvikling.

- Jeg var kørt fast. Det var den samme type billeder, jeg tog og den samme lyssætning, forklarer 34-årige Malthe om jobbet som selvstændig fotograf, der primært bestod af fotografering af produkter og modetøj. Foto: Jens Bach

Men udover over stressen og den manglende faglige udvikling, var der også et andet problem:

- Det var et ensomt job. Jeg var altid ham, der ikke blev inviteret med til firmafesterne, fordi jeg ikke var fastansat. Det var selvom, jeg i perioder var hos en virksomhed tre dage om ugen. Hvis jeg endelig var inviteret med til en fest, så var det for at tage billeder. Jeg følte mig aldrig som en del af en arbejdsplads.

BOG OG YOUTUBE GJORDE MALTHE KLOGERE
Det var Morten Albæks lydbog fra 2022 ”Et liv, en tid, et menneske”, som Malthe hørte, mens han gik og arbejdede, der gav ham det endelige skub.

- Den handler om at finde glæden i arbejdslivet. Og den glæde, den havde jeg bare ikke mere. Så begyndte jeg at undersøge, hvad der var af uddannelsesmuligheder.

Malthe vidste, han ville have et job, hvor han var en del af et fællesskab, og hvor han ikke skulle stå til rådighed konstant, men derimod kunne holde fri, når han havde stillet firmabilen. ” Jeg er færdig med at arbejde 50 timer om ugen”, som han udtrykker det.

Længe havde han også interesseret sig for bæredygtighed, så kombinationen af de tre ønsker gjorde, at han søgte hen mod en af de tekniske grønne erhvervsuddannelser. - Jeg så nogle YouTube-videoer om grøn energi, og jeg har altid synes, at teknik var interessant. Så på den måde fik jeg øjnene op for VVS-energiuddannelsen.

I december 2022 startede han på Herningsholms Erhvervsskole og fik læreplads hos Bravida. Han var egentlig glad for uddannelsen, men efter grundforløbet var der en enkelt uge med ventilationsteknik.

- Mange syntes, det var røvsygt, men jeg syntes, det var rigtig interessant. Du har en tegning, og så skal du danne dig et overblik og tænke meget visuelt. Det er jeg ret god til i kraft af mit job som fotograf. Jeg ville gerne arbejde mere med teknik, det var mere mig end at stå på en lift og slæbe rør. Malthe gik og summede lidt over, om han skulle skifte retning. Han talte med sin gode kollega og tillidsrepræsentant Henrik Kirk om det.

- Jeg synes, det er skidegodt, at Malthe mærker efter, hvad det er, han vil, tilføjer tillidsrepræsentanten, inden Malthe fortsætter:

- Henrik fortalte mig om en bootcamp i Aalborg for medlemmer af Blik og Rør Ungdom. Der fik jeg lov til at snuse til faget og fandt hurtigt ud af, at det var lige præcis det, jeg ville. Uddannelsen giver mig også mulighed for at læse videre til teknolog.

Foto: Jens Bach

Selvom Malthe kommer fra en helt anden branche, så synes Henrik Kirk, der er tillidsrepræsentant i Bravida, ”at Malthe gør det skidegodt”, som lærling.

FRA CROISSANT OG LATTE TIL BAJERE OG PØLSER
En uge efter ringede han til sin nærmeste chef og fortalte, at han ville skifte retning. De fandt hurtigt en løsning, og han startede i en ny afdeling i Bravida.

Føler du aldrig, at din drøm er brast?

- Faktisk var min drøm, da jeg var 15 år at arbejde med teknik, så det er nærmest min drøm, der nu er gået i opfyldelse. Men når det er sagt, så stod jeg for nyligt ude på en byggeplads med en stak rør i hånden og tænkte; ”Hvordan fanden er du havnet her? ”Man kan sige, jeg er gået fra croissant og latte til bajer og pølser, griner Malthe, inden han bliver mere alvorlig:

- Jeg manglede lige pludselig min identitet. Jeg var vant til at være fotografen. Den del har jeg lige skulle vænne mig til, at jeg ikke er mere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Jens Bach

Hvordan har omgivelserne reageret?

- Jeg kan godt mærke, at den generelle holdning hos folk var, at det var mere spændende, da jeg sagde, jeg var fotograf og knap så spændende, når jeg siger, at jeg nu er lærling. Men altså langt de fleste mener, det er sejt, at jeg har turde gå efter det, som jeg følte var det rigtige. Og egentlig er jeg fuldstændig ligeglad med, om folk synes, det er spændende, det jeg laver.

Du har været i gang to år nu. Har du så fået det arbejdsliv, du ønskede?

Ja, jeg er enormt glad for at have fået det fællesskab, jeg har med kollegaerne nu. Jeg synes, det er spænende, det jeg laver, og jeg skal ikke stå til rådighed i alle døgnets timer.