Top menu

Michael tog en akademisk uddannelse, nu er han i lære som skorstensfejer

Dato: 29/07-2024
3381

Michael fortryder ikke sin fem års lange uddannelse, selvom den ikke gav ham et arbejde. Han mener, at han har fået dannelse og bedre refleksions- og kommunikationsevner. Alt sammen egenskaber, som han kan bruge som skorstensfejer og til alt andet i livet.

Foto: Ingris Riis

Det ser ud til, at Michael Andersen ikke har lavet andet, da han hurtigt bevæger sig op ad stien og forsætter ad de små trin på taget for at rense skorstenen på et lille murstenshus på Falster.

Men sandheden er, at 39-årige Michael Andersen for bare tre måneder siden startede som skorstensfejerlærling hos Skorstensfejermester Jesper Hviid Kjær.

Inden da havde han ikke brugt sine hænder til meget andet end at taste på tastaturet og at bladre i bøger. Og han havde aldrig drømt om, at han skulle bruge sine arbejdsdage på et tag i sort uniform.

- Jeg er ikke vant til at bruge hænderne og kroppen på den måde, så der er lige lidt med fysikken. Jeg skal lige bygges op til en anden type arbejde end kontorarbejde, siger Michael, da han cirka 10 minutter senere får fast jord under fødderne igen.

Det er to år siden, at Michael blev kandidat i socialvidenskab og psykologi fra Roskilde Universitet. De første par år brugte han på at søge job, blandt andet som misbrugskonsulent og analytiker. Men det job, som han egentlig var uddannet til, fik han aldrig.

Dimittendsatsen var for lav, så for at få råd til at betale studiegælden af arbejdede Michael ved siden af jobsøgningen som rengøringsassistent på Experimentarium i København. Ikke den optimale tilværelse, når han havde bopæl i Vordingborg. Da han havde arbejdet længe nok til at undgå dimittendsatsen endte hans tidligere chef med at være så venlig at fyre Michael.

EN ANDEN JARGON

Det lokale jobcenter på Falster samarbejdede med et rekrutteringsbureau, der foreslog Michael en virksomhedspraktik på en måned som skorstensfejer hos Jesper Hviid Kjær.

- Jeg tænkte i første omgang, da jobkonsulenten foreslog det, at det lød spændende. Jeg kan godt lide at komme rundt og opleve noget nyt. Og så tænkte jeg, at det var en god mulighed til at prøve det af en måned. Jeg synes ikke, man skal afvise noget, før man har prøvet det.

Michael faldt hurtig til i virksomheden og fik efter en måned en uddannelsesaftale med skorstensfejermesteren.

- Det er jo en helt anden branche. Så der er jo selvfølgelig nogle kulturelle koder, jeg skulle knække for at finde ud af, hvordan adfærden er, siger Michael, da Fagbladet Blik & Rør møder lærlingen godt tre måneder efter, han er hoppet i den sorte uniform.

Hans mester Jesper Hviid Kjær, mener det går godt.

- Jeg er vant til at få lærlinge, der er gode til at bruge hænderne, men som er knap så boglige. Med Michael er det lige omvendt. Men det kan sagtens blive en fordel. Vores fag er jo på vej i en anden retning, hvor vi bliver mere tekniske i kraft af, at vi arbejder med ventilation, og her skal man kunne lave flere beregninger. Jeg synes, han gør det rigtig godt. Og han er god til kunderne og svendene er glade for ham.

Michael kan dog godt mærke, at jargonen er anderledes:

- Der er jo en kæmpe forskel på, hvordan man taler til hinanden. Men det er ikke noget, der er generende. Man skal bare omstille sig. Det var det samme jeg skulle, da jeg startede på universitetet. Der skulle jeg også omstille mig til den form for jargon, man brugte der. Forskellige arenaer kræver forskellige måder at agere på. Så det har kun været en interessant prøvelse.

IKKE SPILDTE ÅR

Selvom Michael har brugt fem år på en universitetsuddannelse, som han nu ikke bruger, følerMichael han ikke, at de år har været spildte.

- Jeg har slet ikke fortrudt, hvis man altså ser bort fra studiegælden. Jeg mener altid, at dannelse er en fordel. Hele livet er en lang læringsproces.

Sådan er det ikke alle, der har reageret:

- Nogle synes det er synd, at jeg har taget en akademisk uddannelse, som ikke har givet noget job. Jeg forstår deres pointe, men jeg ville ikke have været min uddannelse foruden. Den har udviklet mig og givet mig nye egenskaber og perspektiver. Der er mange elementer i en dannelsesproces. Alt kan ikke gøres op i faglige færdigheder. Jeg har lært en ny måde at reflektere på, kommunikere på og indtage ny viden på.

Og det med Michaels kommunikationsevne kan hans kollega og svend Martin Nielsen bekræfte er en god egenskab i faget.

- Jeg havde da mine betænkeligheder ved, at der kom en akademiker, men jeg synes, det er cool, at han har taget springet. Jeg kan se en fordel i, at han er så veltalende, han er rigtig god til at have med ude hos kunderne, siger Martin.

30 METER HØJ SKORSTEN

Arbejdsdagen som skorstensfejerlærling er også anderledes end den fra universitet, hvor arbejdstiden kan være lidt flydende. De fem kollegaer, der er i virksomheden, møder klokken 7 på kontoret og får en kop kaffe sammen, og så det ellers på med den høje hat og ud i firmabilerne. Hvis der ikke er kommet akutte opgaver, så skiftes de med at dække forskellige områder på Falster. Lige i øjeblikket er det Nørre Alslev. Frokosten bliver indtaget, hvor de befinder sig og dagen slutter som regel ved 14-tiden efter mange timer med fysisk arbejde.

- Det er faktisk rart at bruge kroppen, så meget. Det er en helt anden form for træthed, end den jeg mærkede, når jeg sad foran en skærm hele dagen. Få dage inden, at fagbladet er på besøg, har Michael haft en ekstra hård arbejdsdag, da han skulle kravle op ad en 30 meter høj skorsten.

- Jeg er stadig lidt udfordret, men jeg kom da derop, og jeg kan forstå, at jeg er en af dem, der er kommet hurtigst derop, fortæller Michael med en snert af stolthed i stemmen, der bliver modtaget med et anerkendende nik af svenden Martin.

- Det var en prøvelse, og jeg har også kunnet mærket det i skuldrene flere dage efter. Nu er det ved at blive bedre, men der var et tidspunkt, hvor jeg dårligt kunne ligge ned om aftenen. Det må arbejdes væk, som man siger.

Og i forhold til at vænne sig til højderne har han også et godt råd:

- Man må bare koncentrere sig om arbejdet og lade være med at kigge ned.