Top menu

Børn udsat for asbest på legeplads - understreger behov for autorisationsordning

Dato: 28/09-2022
2622

Ny asbestsag sætter endnu engang streg under behovet for en autorisationsordning. Denne gang er over 100 børnehavebørn potentielt blevet udsat for asbest.

Over 100 børn har potentielt været udsat for asbest i løbet af de sidste fem måneder. Det fremgår af en artikel i Politiken den 23. september.

Lige ved siden af en legeplads i Brønshøj, som benyttes af flere udflytterbørnehaver, er et skifer-eternittag blevet revet ned. Det har medført, at både håndværkere og børn formentlig har været udsat for asbestfibre.

I artiklen fremgår det, at forældrene blev nervøse for byggeriet allerede tilbage i maj, men at Københavns Kommune dengang kunne forsikre dem om, at alle asbestprøver var negative, og at der ikke var grund til bekymring.  

Det var først, da medarbejdere på byggepladsen fik mistanke om, at prøverne ikke var retvisende, at der blev foretaget eksterne prøver. I de eksterne prøver var fem ud af seks fyldt med asbest.  

- Dette er desværre endnu en frygtelig sag i rækken af sager, hvor asbest ikke er blevet håndteret forsvarligt. Det understreger endnu en gang, at der er brug for en autorisationsordning på alt arbejde med asbest. Når man arbejder med asbest, har man potentielt set andres liv og helbred mellem hænderne. Det er et kæmpemæssigt ansvar, og det skal selvfølgelig afspejle sig i lovgivningen og i de krav, vi stiller til de virksomheder, der arbejder med asbest, udtaler forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen.

Forslag om autorisationsordning 

Som en del af finanslovsforslaget for 2023 foreslog regeringen tidligere på måneden - efter anbefalinger fra blandt andet Blik- og Rørarbejderforbundet - at der indføres autorisation på arbejde med asbest. Forslaget mødte stor opbakning fra Blik- og Rørarbejderforbundet. Det er nu op til Folketingets partier at beslutte, om forslaget skal vedtages. 

- Jeg forventer naturligvis, at alle Folketingets partier kan se, at der er brug for nogle strammere krav på det her område. Det viser denne her sag desværre tydeligt. Derfor forventer jeg også, at partierne vil bakke op om regeringens forslag om en autorisationsordning, så der kan blive gjort noget ved det her problem, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.