Top menu

Dan Henriksens historie kommer med til EU

Dato: 07/01-2021
1928

Blik & Rør-medlemmet Dan Henriksens historie om at være ramt af asbestrelateret kræft kommer til EU, efter han har holdt et møde med EU-parlamentsmedlemmet Marianne Vind (A).

Dan Henriksen og hans historie har Fagbladet Blik & Rør fulgt gennem tiden. Dan er uhelbredeligt syg af lungehindekræft, efter han tilbage i sin læretid blev udsat for asbest. Af den grund har Dan gjort det til sin mission at bruge det sidste af sit liv på at sætte fokus på farerne ved asbest og at sikre sig, at ingen andre skal lide samme skæbne som ham selv. Det var også derfor, at Dan sagde ja tak til mødet med Marianne Vind, da muligheden bød sig.

- Det er første skridt mod en lovgivning, og jeg håber, der kommer en. Hvis der gør det, er det det hele værd – ingen tvivl om det.

Dan håber meget, at han kan gøre en forskel, og at han i sidste ende kan hjælpe andre.

- Jeg sagde ja for at prøve at gøre en forskel. Jeg ved, jeg skal dø. Hvis jeg kan gøre noget, så der ikke er andre, der bliver syge, så ville det betyde utroligt meget for mig at vide, de ikke skal dø.

Tager historien med videre i systemet

Marianne Vind vil tage Dans historie med til snakke om arbejdsmiljøstrategi i beskæftigelsesudvalget i EU, da den har gjort stort indtryk på hende.

- Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik lov til at møde Dan. Det giver et ekstra skub til, at vi skal gøre noget. Han er 43 år og lider af kræft på grund af noget, han oplevede i sin læretid. Det er sådan nogle ting, der flytter.

Specielt én episode under mødet med Dan efterlod sit klare spor hos Marianne Vind.

- Det gjorde indtryk, at hans døtre fra 8-9. klasse kom hjem, og det var weekend, og de skulle hygge sig, og de skulle miste deres far, som vil give sine sidste kræfter for at ændre lovgivningen, så den næste generation ikke kommer ud for det samme.

Corona-virus og lungesygdom

Mødet foregik hjemme hos Dan, hvor forbundsformand Henrik W. Petersen og en fotograf også var til stede. Marianne kom alene. Alle blev testet for coronavirus inden mødet, da Dan er i risikogruppen på grund af sin sygdom. Det er desværre noget, der fylder meget i hans hverdag.

- Det var trygt, det var hjemme hos mig. Man er sgu lidt i panik pga. corona. Jeg går i panik en gang imellem, hvis der er for mange mennesker, fortæller Dan.

Dan holder sig for det meste indendørs i isolation, og han har et par stykker, som han ses med. De bliver alle ”tjekket i hoved og røv”, som Dan beskriver det. Dan går bare og venter på, at der kommer en vaccine – en vaccine han står forrest i køen til at få på grund af sin sygdom.

- Den siger jeg ja til uden tvivl, fordi den ville gøre meget lettere, så ville jeg kunne komme ud og færdes lidt mere og ses med lidt flere mennesker

Optimisme omkring fremtidens love

Én ting som Dan og Marianne snakkede om, var, at asbest skal være noget af de første, som man lærer om på skolen. De snakkede om, at det burde være lovpligtigt. Det er for sent, de får det at vide, som det er nu. Mange støder på det uden at vide, hvad de skal gøre, siger Dan. Jo hurtigere der kommer lovgivning på området, jo bedre kan man hjælpe folk, understreger Dan 

- Der dør jo folk hver dag. Det ville betyde alt for mig. Så ved jeg, at der ikke er andre, der bliver ramt af den lortesygdom, slutter Dan.

Foto: Jacob Carlsen