Top menu

Samarbejde er nøglen til det gode byggeri

Dato: 13/12-2016
1052

PensionDanmark holdt i slutningen af november møde med de lokale fagforeninger og totalentreprenøren NCC i forbindelse med opstart af byggeriet på anden etape af Havnebryggen på Islands Brygge. Her var der enighed blandt parterne om, at samarbejde er nøglen til det gode byggeri.

Der skal være styr på byggeprocessen. Også på boligbyggeriet Havnebryggen på Islands Brygge, hvor bygherren PensionDanmark bl.a. er ejet af de håndværkere, som er i gang på byggeriet. Derfor stiller PensionDanmark også en række krav som bygherre, men grundopskriften er ganske simpel. 
 
- Det er vigtigt med en grundig planlægning og et tillidsfuldt samarbejde mellem parterne gennem hele byggeprocessen. Og det var også udgangspunktet på vores opstartsmøde, siger ejendomsdirektør Marius Møller, PensionDanmark. 
 
På mødet drøftede man bl.a. sikkerhed, arbejdsmiljø, overenskomstforhold og krav til antal lærlinge på byggepladsen. For at sikre, at der er styr på aftalerne, skal totalentreprenøren NCC bl.a. sikre, at samtlige folk på byggepladsen kan identificeres ved personlige adgangskort, og at der føres lister over, hvem der er på byggepladsen.
 
Alle parter er vigtige for et godt samarbejde, men Marius Møller tager gerne på sin kappe, at det i sidste ende er PensionDanmarks ansvar som bygherre, at spillereglerne overholdes.  
 
- Forudsætningen for det hele er, at vi som bygherre stiller præcise krav og kontrollerer, at de overholdes. Det kan gøres op i tre hovedkrav: Krav om at sikkerhed og arbejdsmiljø har høj prioritet, krav om beskæftigelse af lærlinge samt naturligvis krav om dansk overenskomst, som gælder både totalentreprenører og alle underentreprenører, siger Marius Møller. 
 
Han mener, at det at pensionsselskabet tager et socialt ansvar og stiller krav matcher fint med ønsket om at få et byggeri af høj kvalitet til tiden og inden for budgettet. 
 
PensionDanmarks krav som bygherre
Som bygherre stiller PensionDanmark krav til totalentreprenøren om at sikre, at entreprenøren og underentreprenører skal være omfattet af dansk overenskomst. Eventuelt udenlandske entreprenører og udenlandsk arbejdskraft skal registreres i RUT-registret.
 
Der stilles krav om beskæftigelse af en vis andel lærlinge. Totalentreprenøren forpligtes til at påse og koordinere byggeprocessen med henblik på forebyggelse af arbejdsulykker og nedslidning. Totalentreprenøren skal gennemføre byggepladsen som en såkaldt ”mønsterarbejdsplads”.