Top menu

Skal din eks have din pension?

Dato: 05/10-2016
1030

Efteråret er højsæson for skilsmisser. Bliver du skilt, og har du tidligere indsat din ægtefælle eller samlever som pensionsarving, kan du risikere, at eks’en løber med din pension, hvis du dør.

Efteråret er skilsmissetid viser tal fra Danmarks Statistik. Det er den tid på året, hvor flest ægtepar går fra hinanden. Er du selv blevet skilt, så er der ekstra god grund til at tjekke, hvem der står til at arve din pension. 
 
Har du indsat din tidligere ægtefælle som såkaldt begunstiget, kan det i værste tilfælde betyde, at han eller hun vil få pensionspengene, når du dør – selvom I er blevet skilt. Det samme gælder, hvis du har indsat en tidligere kæreste eller samlever som begunstiget. 
 
Tjek, hvem der står til at få dine pensionspenge 
Du kan tjekke, hvem du har indsat som begunstiget på dit pensionsselskabs hjemmeside.
 
I PensionDanmark logger du ind på pension.dk/dinpension, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk/Minside. Du logger ind med NemID. På pensionsselskabets hjemmeside kan du også ændre, hvem der skal have pengene, når du dør. 
 
Ikke småpenge det handler om
Er du medlem i PensionDanmark, får dine efterladte udbetalt din pensionsopsparing, hvis du dør før, du går på pension – dog mindst et skattefrit engangsbeløb på typisk 500.000 kr. Du kan selv skrue op og ned for engangsbeløbets størrelse på pension.dk/dinpension. 
 
Reglerne er lidt anderledes, hvis du er medlem af Industriens Pension. Hvis du dør før, du går på pension eller fylder 67 år, vil dine efterladte typisk få en skattefri udbetaling på 300.000 kr., din aldersopsparing, hvis du har en, samt din rateforsikring. Du kan læse meget mere om dødsfaldsdækningen og dine muligheder for at ændre den på industrienspension.dk.
 
Vidste du at… 
… dit pensionsselskab automatisk får besked, når du dør, og sørger for, at dine efterladte får udbetalt pengene? Bor du i udlandet, skal dine efterladte dog selv kontakte pensionsselskabet.