Top menu

Topmøde 2016: Fremtiden er lys, men der er også nogle tidsler

Dato: 03/10-2016
1028

170 tillidsvalgte til politisk topmøde den 1. oktober 2016 for at snakke fremtid og ny overenskomst.

Der er masser at smile over, og det gjorde de 170 tillidsvalgte, der deltog i politisk topmøde i Kolding den 1. oktober 2016. Ledigheden er lav, lønnen er blevet højere, og fremtiden er lys. 
 
- En blikkenslager kan købe lidt mere mælk, sodavand, flere aviser og mere ferie, end han kunne for et år siden. For skorstensfejeren har lønstigningen været mindre, men de kan købe det samme mælk, sodvand osv. Jeg synes, fremtiden er lys, men der er også nogle tidsler. Vi har en af de bedste overenskomster. Men vi vil have et endnu stærkere værn mod social dumping, og vi skal have fundet en løsning på sen tilbagetrækning, så vi sikrer vores medlemmer, sagde forbundsformand Max Meyer på talerstolen. 
 
Tid til næste tur i ringen 
I løbet af dagen blev der diskuteret flere ting, der skal tages alvorlig i overenskomstforhandlingerne bl.a. social dumping, konsekvenser ved sen tilbagetrækning og uddannelse. 
 
- I 2012 og 2014 fik vi ikke lov at forhandle, det vi ville. Jeg har en ønskeseddel, der kan fylde hele lokalet med alle de ønsker, vi får fra medlemmer, sagde Max Meyer.
 
Om et halvt år bliver der forhandlet overenskomst, og LO-formand Lizette Risgaard håber også, det bliver bedre for Blik- og Rørarbejderforbundet denne gang. 
 
- Jeg ved godt, at de sidste to omgange ikke har været nemme. Det har været en tur i ringen, hvor arbejdsgiverne har været hårde - for hårde. Jeg krydser fingre for, at det bliver anderledes denne gang, og at tredje gang er lykkens gang.
 
- Hvordan det går i 2017 bliver umuligt at spå om, men jeg er glad for, at I vil bruge en fridag sammen om det her. Det er jer, der på mandag går ind i skurvognene og tager debatten op. Jeg synes, det er vigtigt, det vi gør her, sagde Max Meyer til de tillidsvalgte. 
 
Læs mere om Blik- og Rørarbejderforbundets Ttopmøde i det kommende nummer af Fagbladet Blik & Rør.