Top menu

Pressemeddelelse: Klar sejr til arbejdsmiljøet

Dato: 11/03-2016
957

Skorstensfejere skal sikres ved arbejde på taget. Det er konsekvensen af en kendelse fra retten i Nykøbing, som dermed vil medføre tiltrængte forbedringer af skorstensfejernes arbejdsmiljø.

Krav til sikkerhed og arbejdsmiljø giver udfordringer i skorstensfejerbranchen. Særligt fejning af skorstene volder problemer i forhold til arbejdsmiljøloven, da fejningen på tage ofte foregår uden den fornødne sikkerhed.
 
En kendelse ved byretten i Nykøbing Falster har fået debatten om den manglende overholdelse af arbejdsmiljøloven til at blusse op igen. Her er en mester fra Vordingborg blevet dømt til at betale en bøde på 50.000 kroner til Arbejdstilsynet, da gældende lovgivning ikke er overholdt ved to tilsyn i 2014.
 
Den bøde nægtede skorstensfejermesteren at betale, og sagen måtte derfor afgøres i retten.
 
- Kendelsen er en sejr for arbejdsmiljøet. Den slår fast, at arbejdsmiljøloven også gælder for skorstensfejerbranchen. På vegne af skorstensfejerne er vi meget tilfredse med kendelsen, siger Søren Schytte, der er arbejdsmiljøsekretær i skorstensfejernes faglige organisation, Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Skorstensfejerbranchen lider af alvorlige problemer med sikkerheden. Således viser tidligere opgørelser, at hver 10. skorstensfejer kommer til skade om året. Dermed er ulykkesfrekvensen i skorstensfejerbranchen markant højere i sammenligning med eksempelvis byggeriet.
 
Tilmed er skaderne ofte langt mere alvorlige end det kendes det fra andre brancher. Alene siden årsskiftet er fire skorstensfejere været impliceret i ulykker, hvor de er faldet ned fra et tag.
 
- Skorstensfejerbranchen er et stolt og meget traditionsbunden fag. Det skal man naturligvis have respekt for. Men derfor skal branchen naturligvis stadig følge lovgivningen, og branchen har dermed også et ansvar for, at sikkerheden for den enkelte skorstensfejer øges, forklarer Søren Schytte.
 
Branchen skal finde løsninger
I forbindelse med sagen har flere medier, efter udtagelser fra den implicerede skorstensfejermester, skrevet, at Arbejdstilsynet ved fejning af skorsten forlanger et punkt til fastspænding en meter over arbejdsstedet, som skal kunne klare i træk på 1200 kilo.
 
- Arbejdstilsynet forholder sig alene til om lovgivningen overholdes. Derfor er det pure opspind, når flere mestre er citeret for, at det skulle være den eneste løsning ved fejning på taget. Fejning af skorstene kan foregå på andre og mere sikre måder, siger Søren Schytte.
 
Han opfordrer branchen til at tage byrettens kendelse til efterretning og bruge kræfterne på at løse mange af de massive arbejdsmiljøproblemer, der er i branchen.
 
Blik- og Rørarbejderforbundet har i flere omgange foreslået, at der nedsættes et fælles arbejdsmiljøudvalg, som finder løsninger på problemerne med arbejdsmiljøet i branchen. Det har mestrenes organisation i Skorstensfejerlauget hidtil afvist, men det kan den nye kendelse fra retten i Nykøbing Falster formentlig være med til at ændre på.
 
- Vi er nødt til at tage problemerne med arbejdsmiljøet i branchen alvorligt. Der skal findes løsninger, så antallet af arbejdsulykker nedbringes. Vi er i hvert fald klar til at finde løsninger sammen med arbejdsgiverne. Spørgsmålet er, om de også er klar, eller om de hellere vil bruge kræfterne på at modarbejde øget sikkerhed for skorstensfejere.
 
For yderligere information kan Søren Schytte fra Blik- og Rørarbejderforbundet kontaktes på mobil 5153 3143.