Top menu

40.000 kr. for usaglig opsigelse

Dato: 04/12-2015
910

Brøndum A/S skal betale en tidligere tillidsrepræsentant hos Brøndum 40.000 kroner i godtgørelse for usaglig afskedigelse. Det fastslår en kendelse i Afskedigelsesnævnet.

”Manglende arbejde” er ikke en saglig grund til at opsige en medarbejder, hvis virksomheden samtidig står og skal bruge folk. Derfor har Afskedigelsesnævnet pålagt Brøndum AS/ at betale 40.000 kroner til VVS-montør Michael Turka, som blev opsagt i foråret, mens virksomheden samtidig ansatte folk på en anden opgave.
 
- Jeg er tilfreds med afgørelsen. Virksomheden har ikke opført sig ordentligt, og derfor har det været afgørende for mig, at jeg nu har Afskedigelsesnævnets ord for, at fyringen ikke var i orden, siger Michael Turka, som tidligere har været tillidsrepræsentant i firmaet. 
 
Var lovet arbejde
Forud for den usaglige afskedigelse var Michael Turka beskæftiget som akkordholder på en større opgave på Kalvebod Brygge i København. Da opgaven var afsluttet i april, fik han en opsigelse stukket i hånden med begrundelsen ”manglende arbejde”. 
 
Opsigelsen overraskede Michael Turka en del. Forinden var han netop blev bedt om at få opgaven på Kalvebod Brygge afsluttet, så han netop kunne overflyttes til den flerårige opgave med at opføre den nye store multiarena i Ørestaden. Desuden vidste han fra kollegerne på Multiarenaen, at de stod og manglede folk.
 
- Jeg var tillidsrepræsentant i virksomheden, hvor en række sager gik virksomheden imod. Derfor er jeg ret sikker på, at nogle i firmaet, gerne ville af med mig, opsummerer Michael Turka, som efter opsigelsen tog kontakt til sin fagforening. 
 
Opbakning fra kolleger
Blik- og Rørarbejderforbundet startede en sag om uberettiget opsigelse, og sagen blev indbragt for Afskedigelsesnævnet. 
 
Under behandling af sagen fastholdt virksomheden sin begrundelse for opsigelsen om ”manglende arbejde”, mens en række af Michael Turkas tidligere kolleger i Brøndum kunne bevidne noget andet. Samtidig kunne det bevises, at virksomheden i forlængelse af Michael Turkas opsigelse, ansatte tre nye VVS-montører til opgaven på Multiarenaen. 
 
- Jeg har fået god hjælp og opbakning hele vejen rundt. Jeg er især glad og taknemmelig for, at flere af mine tidligere kolleger stillede op og vidnede, selvom de stadig er ansat i firmaet. Det var flot gjort af dem, siger Michael Turka, som nåede at være ansat hos Brøndum i knap fire år. 
 
Afviste forlig
Under sagen forsøgte Brøndum og arbejdsgivernes organisation at indgå et forlig, så de derved undgik en kendelse i Afskedigelsesnævnet. Det afviste Michael Turka.
 
- Efter den behandling jeg har fået, var det afgørende for mig, at der faldt en afgørelse. Det handlede ikke om penge, men om at de skulle mærke alvoren og ikke bare slippe med et forlig, siger han. 
 
Godtgørelsen på 40.000 blev blandt andet fastsat under hensyn til Michael Turkas ansættelsesperiode, og at han umiddelbart efter opsigelsen fandt andet arbejde.