Top menu

Ikke siden 2008 har så mange indbetalt til pension

Dato: 13/11-2015
Tags: Pension
891

Den stigende beskæftigelse smitter af på danskernes pensionsindbetalinger. Ikke siden 2008 har så mange indbetalt til PensionDanmark, viser nye tal.

Beskæftigelsen fortsætter med at stige herhjemme, og det kan i den grad mærkes på danskernes pensionsindbetalinger. Alene i PensionDanmark er antallet af medlemmer, der indbetaler til pension, nu højere end på noget tidspunkt siden 2008. Det viser nye tal fra PensionDanmark.
 
Fra januar til og med august i år har i gennemsnit ca. 292.000 medlemmer indbetalt til pensionen i PensionDanmark. Det er det højeste niveau i syv år og ca. 4.000 personer (1,3 pct.) mere end i samme periode sidste år og ca. 15.000 (5,4 pct.) mere end i 2010. I 2008 - inden krisen - var der i gennemsnit indbetalinger fra ca. 307.000 medlemmer om måneden. 
 
- For mange vil der med et job ikke bare følge løn, kolleger og faglige udfordringer – men også en pensionsordning. Og selv en kortere periode med indbetalinger til pensionen kan gøre en forskel for den enkelte i alderdommen. Derfor er der flere grunde til at glæde sig over, at beskæftigelsen har været stigende over en lang periode herhjemme, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
 
Beskæftigelsen er ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik steget støt siden foråret 2013 og er nu på det højeste niveau siden 2009. I de brancher, som har pensionsordning i PensionDanmark, er det særligt en gradvis bedring af beskæftigelsen inden for byggeriet, der har trukket fremgangen i antallet af bidragsbetalende medlemmer de seneste år – om end det er sket fra et meget lavt niveau. Og også inden for de private serviceerhverv, som var langt mindre påvirket af krisen, har antallet af bidragsbetalende medlemmer været støt stigende.
 
En beregning fra PensionDanmark viser, at bare et enkelt års beskæftigelse med pensionsindbetalinger frem for ledighed har stor betydning for pensionsopsparingen. Et 30-årigt medlem, der i det næste år er i job i stedet for at være ledig, vil få indbetalt ca. 34.500 kr. på selve opsparingen i PensionDanmark. Når medlemmet når pensionsalderen som 70-årig, vil bare det ene års pensionsindbetalinger have øget opsparingen med samlet set ca. 92.000 kr. (2015-prisniveau).
 
Hvor meget ét års beskæftigelse frem for ledighed præcist betyder for pensionen, afhænger af, i hvilken alder ledigheden indtræffer, og om der er tale om en sammenhængende ledighedsperiode.