Top menu

Enighed om penge til erhvervsuddannelsesreform

Dato: 05/10-2015
869

Partierne bag aftalen er nu også blevet enige om finansieringen.

Et bredt flertal af Folketingets partier indgik i februar 2014 en aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser. Nu er de samme partier også blevet enige om finansieringen, skriver Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i en pressemeddelelse.
 
Som led i aftalen forpligtede partierne sig også til i fællesskab at finde penge til udestående finansiering af reformen på henholdsvis 426 mio. kr. i 2017, 438 mio. kr. i 2018, 433 mio. kr. i 2019, 358 mio. kr. i 2020 og 361 mio. kr. i 2021 og årene fremover.
 
Ud over at være enige om denne finansiering har partierne også fundet ekstra 150 millioner kroner. De går til en udstyrspulje på erhvervsskolerne, der udmøntes efter udbuddet af uddannelser, fremgår det af dagens nyhed fra ministeriet.
 
Aftalen indebærer også visse ændringer af taxameterordningen samt en forhøjelse af basisgrundtilskuddet for gymnasier, VUC og erhvervsskoler.