Top menu

Pensionsinvesteringer i mursten skaber 6.000 job

Dato: 17/09-2015
858

PensionDanmarks investeringer i nybyggerier skaber tusindvis af job, viser ny opgørelse.

PensionDanmark har for alvor skruet op for investeringerne i nybyggerier de seneste fem år. Og investeringerne kaster ikke bare gode afkast af sig, men også masser af job.
 
Det viser en ny opgørelse fra PensionDanmark.
 
Siden efteråret 2010 har PensionDanmark investeret ca. 6 mia. kr. i 17 nybyggerier i hele landet, og de investeringer skaber i alt ca. 6.000 arbejdspladser, i takt med at de forskellige byggerier opføres.
 
- Vi investerer først og fremmest i nybyggerier for at sikre medlemmerne gode, stabile afkast. Men når denne type investeringer samtidig kan give masser af job til medlemmerne i opførelsesperioden, er det selvfølgelig et ekstra plus, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
 
Senest blev første spadestik taget til det nyeste PensionDanmark-byggeri: en ejendom til Rigspolitiet i Glostrup. Herudover er PensionDanmark pt. ved at opføre 500-600 boliger på Islands Brygge i København, og selskabet står også bag igangværende domicilbyggerier til Semco Maritime i Esbjerg, MT Højgaard i Søborg og Nordea Bank i Ørestaden samt et nyt psykiatrisk hospital i Vejle. I den kommende tid igangsættes desuden byggerier i Vejle (knap 100 boliger på havnen) og Slagelse (en ny afdeling til sygehuset), der også har PensionDanmark som investor.
 
PensionDanmark investerer både i eksisterende ejendomme og nybyggerier i Danmark og har pt. investeringer i danske ejendomme for i alt godt 12 mia. kr. Der planlægges nye investeringer i danske ejendomme for omkring to mia. kr. årligt.  
 
PensionDanmarks ejendomsinvesteringer har siden 2010 givet et afkast på seks pct. i gennemsnit om året.