Top menu

Nye netværk skal sætte mere fart på kollegernes efteruddannelse

Dato: 06/08-2015
840

Første kursus for uddannelsesambassadører er afholdt på Fyn. Blandt de knap 20 kursister var også fire VVS’ere, som har fået nye idéer og inspiration til at få sat kollegernes brug af efteruddannelse i system.

Alt for få lønmodtagere benytter sig af overenskomsternes muligheder for løbende opkvalificering. Syv fagforbund er gået sammen og udviklet et helt nyt koncept, hvor lokale uddannelsesambassadører på virksomhederne uddannes til at få flere kolleger på efter- og videreuddannelse. Over fire kursusdage i foråret har 20 kursister gennemført det første introforløb i Odense, og på kurset deltog også fire fynske VVS’ere. 
 
- Det har været et godt og super brugbart kursus. Jeg har fået nogle nye redskaber om planlægning af efteruddannelse med hjem, som vi virkelig savner på min arbejdsplads, siger Jonas Egeskov, der er tillidsrepræsentant hos Otterup Bad og Energi.
 
At kurset har givet ny inspiration til arbejdet som tillidsrepræsentant er de tre andre fynske VVS’ere enige om.
 
- På forhånd havde jeg ikke de store forventninger. Men jeg har fået rigtig meget ud af det, og jeg har også fået nogle nye idéer til, hvordan vi kan styrke indsatsen på min arbejdsplads, siger tillidsrepræsentant Anders Størner Ryberg fra Hybel VVS i Svendborg 
 
Barrierer brydes
I løbet af de fire kursusgange har kursisterne blandt andet fået indblik i, hvordan de kommer i gang med at få lavet en samlet uddannelsesplan i virksomheden. Omvendt findes der også en nogle barrierer ved øget brug af efteruddannelse, som kursisterne er blevet forberedt på. Det gælder blandt andet planlægning af opgaver i virksomheden, ligesom det ikke er alle kolleger, som er lige motiveret for at få opkvalificeret deres kompetencer. 
 
- Der er en række udfordringer med at få folk tilmeldt og sendt på kursus. Nogle er slet ikke interesserede og synes ikke, de har behov for at lære noget nyt. I andre tilfælde handler det om, at tidspunktet ikke lige passer så godt med afslutningen af en byggeopgave, siger Jan Drejer, der er tillidsrepræsentant hos Bliktek A/S i Odense. 
 
Ifølge ham handler det i høj grad om at få synliggjort de behov for opkvalificering, hvor både ansatte og ledelse ser en fordel i at få gjort noget.
 
- Særligt ved indregulering af varmeanlæg oplever vi, at vores lærlinge og nyuddannede har mere styr på det, end flere af de ældre kolleger. Det har jeg brugt som argument hos, og det har åbnet op for drøftelserne om lige netop den type kurser, forklarer Jan Drejer.
 
Ny kultur for efteruddannelse
I byggebranchen har der tidligere været tradition for, at efteruddannelse var noget man tog i de perioder af året, hvor man typisk var ledig. 
 
Men efter at reglerne for lediges ret til opkvalificering er blevet strammet, har ledige ikke længere de samme muligheder for komme på relevante efteruddannelseskurser. Derfor handler det i endnu højere grad om at benytte de muligheder for efter- og videreuddannelse, som er forhandlet hjem i overenskomsten.
 
- Efteruddannelse er derfor noget, som skal foregå, mens man er i arbejde. Vi har allerede indarbejdet drøftelsen om efteruddannelse i vores MUS-samtaler, og så lytter jeg meget til, hvad mine kolleger har af ønsker. Det har indtil videre fungeret fint hos os, siger Christian Fischer Salomonsen, der har været tillidsrepræsentant hos Dansk Ventilationsteknik i halvandet år. 
 
Handler om motivation
Selv om kurset for de nye uddannelsesambassadører er afsluttet, fortsætter de i et nyetableret netværk. Her er det meningen at de løbende mødes og drøfter nye idéer og initiativer til, hvordan man yderligere kan få øget antallet af kolleger, som bruger overenskomsternes muligheder for opkvalificering. 
 
- Det, at kurset var tværfagligt, har været rigtig fedt. Det har gjort, at man forholder sig til tingene på forskellig måde, og det giver endnu mere inspiration til, hvordan udfordringen også kan løses, siger Jonas Egeskov inden Jan Drejer slutter samtalen af.
 
- Det gælder om at motivere både mester og kolleger. På kurset har vi fået mange gode argumenter og inputs. Nu gælder det bare om at gøre brug af dem.