Top menu

Ekstra luft til ventilationsuddannelsen

Dato: 02/02-2015
751

Lærlinge på ventilationsuddannelsen har nu også mulighed for at gennemføre skoledelen vest for Storebælt. De første fire lærlinge var i januar til svendeprøve i Aalborg.

Der er masser af potentiale i en uddannelse som ventilationstekniker. Større fokus på et ordentligt indeklima medfører et øget behov for uddannede folk i branchen, og de senere år er der også sket en stigning i antallet af indgåede uddannelsesaftaler. 
 
Hidtil har VVS-lærlingene med speciale som ventilationstekniker kun haft mulighed for at tage 3. og 4. hovedforløb i Næstved. Men efter ønske fra en række virksomheder og organisationer i branchen, er det nu også muligt at afslutte uddannelsen vest for Storebælt i Aalborg. 
 
- Det er en uddannelse med et stort blomstrende vækstpotentiale. Vi ser gerne flere lærlinge i branchen, og derfor har vi efter ønske startet uddannelsen op hos os, siger Henrik Skallerup, der er Uddannelsesleder på Aalborg Construction College.
 
Ris og ros 
I januar var det første gang, at skolen i Aalborg havde ventilationslærlinge på 4. hovedforløb. Tilmed var skolen i Aalborg også et helt nyt bekendtskab for de fire lærlinge, som stod foran deres afsluttende svendeprøve. 
 
- Det er både positive og negative ting. Det er nyt for skolen, og derfor har nogle ting været lidt uafklaret. Til gengæld er lærerne meget engagerede, og det har været fedt. Særligt forløbet på el-delen har jeg fået rigtig meget ud af, siger Nicki Pedersen, der har gennemført sin læretid hos Bravida i Odense.
 
De øvrige elever på holdet er enige i, at de godt har kunnet mærke, at de er det første hold, som skal til svendeprøve på skolen. 
 
-  Der er blevet gjort meget for at komme os i møde, og forholdene er rigtig gode. Der er masser af både nye og gamle anlæg, så der er noget for enhver faglig udfordring. Jeg har i hvert fald fået meget ud af det her skoleophold, fortæller Sebastian Mørcke, som har været i lære hos Kemp & Lauritzen i Kolding.
 
Bevidste om forskelle
Uddannelsesleder Henrik Skallerup er klar over, at uddannelsesforløbet for de fire lærlinge har været lidt omtumlet, idet de har gennemført skoleforløbene på flere forskellige skoler. 
 
- Vi er også bevidste om, at det faglige niveau hos de fire lærlinge af samme årsag er forskellig. Det har vi forsøgt at rette op inden svendeprøven, siger han. 
 
Svendeprøven for ventilationsteknikere består af fire opgaver. Lærlingene skal løse en fejlfindingsopgave på enten en el-tavle eller anlæg, en indreguleringsopgave, en skiftlig prøve og endelig skal der laves en mundtlig fremlæggelse af de tre førstnævnte opgaver.
 
Og trods et lidt omtumlet uddannelsesforløb, har tre af de fire lærlinge allerede job på hånden, når tiden som lærling er forbi. Alligevel var det fire spændte og fokuserede lærlinge, som alle gjorde sig klar til den afsluttende svendeprøve. 
 
- I det her tilfælde har det været en fordel for os, at vi er så få på holdet. Det har givet skolen mulighed for at tilpasse undervisningen til vores individuelle ønsker, så jeg er sikker på, at det bliver godt, siger Michael Sørensen, som har stået i lære hos Caverion i Aalborg.