Top menu

Oplev DM i Skills

Dato: 06/01-2015
743

Hvis dit hjerte banker for det gode håndværk, de gode erhvervsuddannelser og et højt kvalificeret faglært arbejdsmarked, så besøg DM i Skills 2015.

Bella Centrets 37.000 kvadratmeter kommer til at summe af aktiviteter under DM i Skills, og for de besøgene byder programmet på masser af seværdige oplevelser. 
 
Hovedattraktionen er selvfølgelig de over 300 dygtige erhvervsuddannelseselever, der viser deres håndværk frem og dyster om titlen som Danmarksmester inden for de 36 konkurrencefag og 15 demonstrationsfag, der er repræsenteret på DM i Skills 2015.
 
For eksempel har man mulighed for selv at prøve kræfter med forskellige erhvervsuddannelsesfag i de såkaldte "Prøv, mærk og føl et fag" stande. Her inviterer elever og lærere fra erhvervsskolerne de besøgende til at prøve de forskellige fag i praksis, mens vejledere fra Ungdommens Uddannelsesvejledning står klar til at svare på spørgsmål.
 
Som noget nyt inviteres forældre til børn i grundskolens ældste klasser til en særlig forældreaften torsdag den 8. januar. Her kan de mellem kl. 16.30 og 19.00 komme ud og opleve DM i Skills, høre oplæg om erhvervsuddannelser, prøve kræfter med et fag samt få et måltid mad tilberedt af elever fra Hotel- & Restaurantskolen.
 
Der er også masser af konkurrencer for de besøgende. Om torsdagen den 8. januar er der konkurrencer specielt for elever i 9. klasse, og om fredagen skydes finalen i Skills Stafetten for 8. klasser i gang med tv-vært Jacob Riising som kaptajn.
 
Omkring 30.000 8. klasseselever fra hele landet har i løbet af efteråret været igennem Skills Stafetten, og de 73 bedste hold er gået videre i finalen i Bella Center. Finalen live-streames på www.skillsdenmark.dk.