Top menu

Løntjek udløser efterbetaling på 3,5 millioner kroner

Dato: 22/12-2014
735

Gennem flere år indbetalte Brøndum ikke korrekt pension til sine ansatte. Det udløser en efterbetaling på 3,5 millioner kroner til 200 svende.

De ansatte VVS’ere hos Brøndum fik i december en ekstraordinær indbetaling på deres pensionskonto. En gennemgang af medarbejdernes lønsedler viste, at virksomheden over flere år ikke havde indbetalt den korrekte pension til de ansatte. 
 
Det var særligt pension af søgne- og helligdage og feriepenge, som ikke var afregnet og indbetalt korrekt på medarbejdernes pensionskonto.  Det er brud på overenskomsten, og virksomheden er derfor blevet pålagt at efterbetale både virksomhedens og lønmodtagernes andel på medarbejdernes pensionskonto. 
 
Det samlede beløb for nuværende og tidligere medarbejdere løber op mere end i 3,5 millioner kroner, som allerede er indbetalt på medarbejdernes pensionskonto.
 
- Firmaet har ikke haft ordentlig styr på det. De har rodet rundt i det, og derfor er det godt, at tingene nu er bragt i orden, siger tillidsrepræsentant Michael Turka fra virksomhedens afdeling i Ringsted. 
 
Afviste at noget var galt
Det var en ansat i virksomhedens ventilationsafdeling, som var ophavsmand til sagen. Han kunne ikke få beløbene på sin lønseddel til at passe sammen med det, som han mente skulle indbetales på hans pensionskonto. 
 
Svenden henvendte sig derfor til virksomhedens bogholderi. Men da de trods flere henvendelser ikke mente, at der var noget som helst galt, valgte han at få fagforeningen til at tjekke sin lønseddel. 
 
Her kunne man godt se, at tingene ikke stemte, og virksomhedens tillidsrepræsentanter i Ringsted og Hvidovre blev derfor inddraget i sagen. De fremskaffede flere lønsedler fra deres kolleger, og der tegnede sig et billede af, at omfanget af de manglende indbetalinger var noget større end først antaget. 
 
- Det er altså stærkt gået af den kollega, som har brugt tid og kræfter på at tjekke sin lønseddel ordentligt. Det skal han have stor kredit for, siger tillidsrepræsentant hos Brøndum i Hvidovre, Lasse Ahrensberg.
 
Hurtig proces
Da fagforeningen blev blandet ind i sagen, gik det stærkt. Blot få uger efter sagens start blev der afholdt et såkaldt fællesmøde, hvor både arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer deltog. 
 
Gennemgangen af medarbejdernes lønsedler viste, at de fejlagtige pensionsindbetalinger var foregået siden sommeren 2012. Derudover viste gennemgangen også, at virksomheden i august selv opdager fejlen og ændrer procedurer for afregning af pension. Dette uden at informere medarbejdere, og uden at efterbetale tidligere tilgodehavender. 
 
Og endelig viste gennemgangen af medarbejdernes lønsedler også, at virksomheden i en periode havde lavet den samme type fejl tilbage i 2011. 
 
Men trods de gentagne fejl, undlod virksomheden helt bevidst, og som det er normal procedure i den type sager, at dække medarbejdernes andel af pensionsindbetalingerne. 
 
På fællesmødet erkendte arbejdsgiversiden, at der var tale om brud på overenskomsten. Brøndum blev derfor pålagt at efterbetale det fulde beløb af de manglende pensionsindbetalinger til alle nuværende og tidligere medarbejdere. Derudover blev virksomheden pålagt at betale en bod til Blik- og Rørarbejderforbundet på 300.000 kroner.
 
- Da fagforeningen blev indblandet i sagen kunne vi tydeligt mærke, at firmaet blev mere villige til at få styr på tingene, siger Lasse Ahrenberg, som selv har fået over 20.000 kroner efterbetalt på sin pensionskonto.
 
Sammen med Michael Turka håber han, at sagen vil styrke opbakningen til det faglige fælleskab blandt medarbejderne i virksomheden. 
 
Mens de to tillidsrepræsentanter roser indsatsen fra Blik- og Rørarbejderforbundet, ærgrer de sig til gengæld over, at ledelsen i Brøndum omtaler sagen som en tvist mellem virksomheden og fagforeningen. 
 
- Det synes vi ikke, at man kan kalde det. I princippet er der blot tale om en fejl, som kunne være undgået, hvis de havde haft ordentlig styr på tingene, forklarer de to tillidsrepræsentanter i Brøndum.