Top menu

PensionDanmark er branche-etter i kundetilfredshed

720

… og lige efter følger Industriens Pension. Blik og Rør-medlemmernes to pensionsselskaber scorer flot i loyalitetsundersøgelse.

Hovedparten af Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer har via overenskomst deres pensionsordning i PensionDanmark, og en ny undersøgelse viser, at loyaliteten blandt PensionDanmarks medlemmer er den højeste i pensionsbranchen.

Undersøgelsen – BrancheIndex Pension – gennemføres hvert af af Loyalty Group og afdækker danskernes tilfredshed med og loyalitet over for deres pensionsselskab. I år topper PensionDanmark, og som nummer to følger Industriens Pension, hvor de VVS’ere og blikkenslagere, der enten er dækket af overenskomsten med Arbejdsgiverne eller Industrien, har deres pension.

I årets undersøgelse har 4.600 privatpersoner besvaret spørgsmål om deres pensionsselskab. Blandt 12 pensionsselskaber i undersøgelsen scorer PensionDanmark højest på 14 af 16 spørgsmål om bl.a. serviceniveau, værdi for pengene og selskabets image. I en pressemeddelelse udtrykker adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, tilfredshed med resultatet:

– Undersøgelsen bekræfter, at vores forretningsmodel er den rigtige. Vi fortsætter ad den vej ved på samme tid at løfte niveauet for vores kundeservice og reducere yderligere i omkostningerne, siger han.

Industriens Pension konstaterer, at medlemmerne igen i år har givet selskabet Pension en flot placering – selv om sidste års førsteplads blevet vekslet til en andenplads.

– Tilfredsheden med pensionsordningen skyldes givetvis, at vi gennem mange år har opnået høje afkast af investeringerne og dermed har sikret medlemmerne en rigtig god forrentning af deres opsparing, men jeg ser det også som en anerkendelse af vores gode service, siger Laila Mortensen, adm. direktør i Industriens Pension og fortsætter:

– Desuden tror jeg det har betydning, at pensionsordningen hos os er mere overskuelig. Hos os skal medlemmerne ikke tage stilling til en masse spørgsmål. Vi har indrettet pensionsordningen, så den stort set passer sig selv.

I en omtale af undersøgelsen i Berlingske Business påpeger direktør og seniorrådgiver i Loyalty Group Mikkel Korntved, at der er en direkte sammenhæng mellem god information med relevante budskaber og antallet af loyale kunder.