Top menu

VVS-energi-elever giver gratis solenergi til mobilen

Dato: 20/10-2014
703

VVS-energi-elever fra EUC Sjælland giver på torsdag gratis og alternativ opladning af telefonen til Næsveds borgere. I et forvandlet busskur på Næstved Station vil eleverne, ved hjælp af solenergi, vække interesse for erhvervsuddannelserne. Initiativet finder sted i busskure over hele landet.

Busskur på Banegårdspladsen ved Næstved Station vil torsdag eftermiddag, d. 23. oktober, være forvandlet til en mobil opladerstation, hvor VVS-energi-elever fra EUC Sjælland viser deres fag frem for Næstveds borgere. Her får nysgerrige forbipasserende stillet spørgsmål om erhvervsuddannelserne, og alle svar – rigtige eller forkerte – udløser opladning af mobiltelefonen ved hjælp af solenergi. 
 
Initiativet er en del af den landsdækkende kampagne Muligheder i virkeligheden, som Undervisningsministeriet står bag. Formålet er at gøre opmærksom på de mange muligheder, man får med en erhvervsuddannelse – både under og efter skoleforløbet.
 
- Vi vil vise, at VVS-energi uddannelsen ikke kun foregår i klasselokaler, men at eleverne også arbejder med faget i praksis. Her har eleverne mulighed for at bruge deres evner – præcis som det foregår i det job, de efterfølgende får. Det ønsker vi at vise borgerne i Næstved i dag og forhåbentlig samtidig vække interesse og nysgerrighed omkring faget blandt de unge, siger uddannelseschef Leif Dam Pedersen fra EUC Sjælland.
 
Det er ikke kun i Næstved, at erhvervsskoleelever tager ud og møder borgerne på gadeplan. Danskerne kan hilse på landets kommende salgsassistenter i Aalborg, i Aarhus centrum finder man fremtidens SOSU-assistenter, i Roskilde rykker tømrereleverne ud, på Frederiksberg står de kommende cykelmekanikere klar og i Odense kan man møde landets kommende bagere.
 
Mobiltelefonerne vil blive opladt i tidsrummet kl. 14.30-17.00 fra Banegårdspladsen ved Farimagsvej i Næstved.