Søgefelt

Mandag 04/08 2014

Mange jobskift giver medlemmer grund til pensionstjek

Hyppige jobskift betyder, at medlemmer af PensionDanmark har god grund til at tjekke, om de har pensionsordning stående i flere selskaber.

Et pensionstjek kan være godt givet ud for faglærte og ufaglærte med pensionsordning i PensionDanmark. For PensionDanmarks medlemmer skifter ofte job, og derfor er der også sandsynlighed for, at de har flere pensionsordninger, som de betaler for at få administreret i forskellige pensionsselskaber.  Det viser nye tal fra PensionDanmark. 
 
Kigger man på alle PensionDanmark-medlemmer, der er i job og dermed indbetaler til pensionen, er 35 pct. kommet til inden for det seneste år. Når en person på den måde får job med pensionsordning i PensionDanmark, er det i godt halvdelen af tilfældene sandsynligt, at personen kommer fra et job med pensionsordning i et andet pensionsselskab – og dermed altså potentielt har pensionsopsparing flere forskellige steder. 
 
- Skifter man job, er det altid en god idé at tjekke, om man har pensionsordninger i flere selskaber. Er det tilfældet, vil det som oftest være fornuftigt at samle dem i ét selskab. På den måde sparer man nemlig omkostninger, og samtidig giver det et bedre overblik over pensionsordningen, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
 
Der er forskel på, hvad det koster at få administreret pensionsordningen i forskellige selskaber. I PensionDanmark er administrationsomkostningerne i 2014 på 372 kr. pr. medlem og dermed blandt branchens laveste. Hvis man over et helt arbejdsliv sparer 1.000 kr. om året i administrationsomkostninger, kan det give 70.000 kr. ekstra på pensionsopsparingen.
 
Tjek og saml pensionerne
På hjemmesiden pensionsinfo.dk kan medlemmer få et overblik over, om de evt. har pensionsordninger stående i flere selskaber. Medlemmer kan flytte gamle pensionsordninger til PensionDanmark på pension.dk/dinpension. Det er gratis at flytte pensionen til og fra PensionDanmark. 
Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt