Top menu

Skør P-bøde til VVS’er

Dato: 27/06-2014
669

En parkeringsdispensation fra det lokale politi er ikke altid nok til at undgå en bødehilsen i forruden.

Bornholmsk VVS’er har fået årets mærkeligste parkeringsbøde. Udstyret med en parkeringsdispensation i forruden parkede Simon Rømer fra VVS-firmaet Flemming Svendsen i Rønne sin servicebil i den tidsbegrænsede zone.

Men selv om den udstedte dispensation betyder, at han må parkere i så lang tid, som en opgave kræver - uanset tidsbegrænsning, blev han til sin store overraskelse alligevel tildelt en bøde for ulovlig parkering.

Simon Rømer var overbevidst om, at der var tale om en fejl, og lige efter episoden henvendte han sig derfor til den parkeringsvagt, der havde givet ham bøden. Hendes forklaring på bøden var, at P-skiven var stillet forkert, og at han fremover burde stille den anderledes for at undgå bøder.

- Hun sagde samtidig til mig, at jeg bare skulle have stillet P-skiven til klokken 9, så ville der ikke være sket noget, eftersom parkeringstiderne starter klokken 9. Det giver jo ingen mening, for hvorfor er det lige, at jeg skal stille en P-skive, når jeg ikke skal overholde tidsbegrænsningerne, siger den bornholmske VVS’er.

Et hit på sociale medier
Simon Rømer tog efterfølgende et billede af bøden sammen med sin parkeringstilladelse, som han delte på Facebook. Billedet spredte sig hurtigt på de sociale medier, og i løbet af få timer blev Simon Rømer ringet op af en journalist fra BT, som skrev historien om den skøre parkeringsbøde.

- Det gik stærkt. De havde set billedet på Facebook, og så ringede ham journalisten til mig og spurgte, om de måtte skrive en artikel, fortæller Simon Rømer, som har valgt at klage over bøden.

- Jeg føler mig i den grad urimeligt behandlet. Jeg har svært ved at se, hvem der har glæde af, at jeg stiller en P-skive, som alligevel ikke har noget formål, eftersom min parkeringsdispensation er gældende, siger han.

- Jeg har svært ved at acceptere afgiften, og derfor har jeg tænkt mig at klage. Jeg kan ikke forestille mig, at det er hensigten, at man skal have en bøde, når man samtidig har en parkeringstilladelse.