Top menu

Pensionsordningen sikrer dine efterladte, når du dør

Dato: 28/04-2014
646

Din pensionsordning i PensionDanmark sikrer, at dine efterladte får penge fra din opsparing, hvis du dør. Og du kan selv bestemme, hvor meget de skal have udbetalt.

Som medlem i PensionDanmark kan du glæde dig over en pensionsordning, der er med til at give dig økonomisk tryghed i pensionsalderen. Og dør du før pensionsalderen, så er din pensionsordning skruet sådan sammen, at dine efterladte får de penge, som du har sparet op fratrukket skatter og afgifter. I pensionsordningen er dine efterladte dog garanteret et skattefrit mindstebeløb på typisk 500.000 kroner.

Du kan selv skrue op eller ned for mindstebeløbet. På den måde kan du tilpasse beløbet til de behov, du og din familie har. Hvis du fx bliver gift, får børn eller køber hus, kan det være en god idé at sætte beløbet op, så din familie kan blive boende i huset. Du kan også sænke beløbet og i stedet spare ekstra op til alderdommen. Du bestemmer selv.

Også penge til de efterladte, hvis du dør som pensionist

Som medlem i PensionDanmark har du også en pensionssikring. Den sikrer dine efterladte en udbetaling, hvis du dør, inden der er gået ti år, fra du er gået på pension.

Sådan ændrer du dine forsikringer

I PensionDanmark kan du på dine personlige sider på pension.dk/dinpension se, hvordan du er forsikret i pensionsordningen – fx i forbindelse med dødsfald. Og du kan nemt hæve eller sænke beløbet på forsikringerne. Du logger blot ind med NemID på pension.dk/dinpension.

Du kan også tjekke pensionen via PensionDanmarks app, der fås til iPhones og Android-mobiltelefoner. App’en aktiveres på pension.dk/dinpension. 

Her er de nærmeste pårørende, som arver din pensionsopsparing

  1. Ægtefælle eller registreret partner
  2. Samlever
  3. Børn (herunder adoptivbørn) eller disses efterkommere
  4. Arvinger ifølge testamente
  5. Øvrige arvinger ifølge lovgivning.