Top menu

Social dumping aktion: Snyd hos udenlandske virksomheder gav myndighederne travl dag

Dato: 28/10-2013
562

Der var nok at tage fat på, da Arbejdstilsynet, SKAT og politi onsdag rykkede ud sammen for at kontrollere udenlandske virksomheder i Danmark.

Til trods for, at det i år er syvende gang, at de tre myndigheder rykker ud på en landsdækkende fællesaktion, var der også denne gang mange udenlandske virksomheder, der har problemer med at følge reglerne på det danske arbejdsmarked.
 
Der blev blandt andet konstateret adskillige brud på arbejdsmiljølovgivningen, ligesom mange virksomheder ikke havde styr på indbetaling af skat og moms eller ikke var anmeldt korrekt. Desuden blev der på et besøgt konstateret forhold, der gav mistanke om menneskehandel for 26 rumænere. Center Mod Menneskehandel er inddraget, mens politiet efterforsker sagen. 
 
Aktionen var rettet mod udenlandske virksomheder inden for byggebranchen og det grønne område. Arbejdstilsynet kontrollerede arbejdsmiljøforhold og anmeldelse til RUT, SKAT kiggede på moms- og skatteforhold, og politiet kontrollerede arbejds- og opholdstilladelser.
 
Resultaterne af den landsdækkende aktion
Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 87 kontrolbesøg og gav i alt 84 reaktioner. Af disse var 75 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Desuden blev det konstateret, at 3 udenlandske virksomheder ikke var anmeldt korrekt i RUT. Disse sager vil nu blive vurderet nærmere med henblik på bødestraf. 
 
Det var årets syvende landsdækkende aktion og der var også denne gang nok at tage fat på for alle tre myndigheder. 
 
- Aktionen bekræfter, det vi også oplever i vores daglige arbejde med at bekæmpe social dumping, nemlig at der altid er noget at komme efter.. Det handler både om virksomheder, som ikke har styr på den elementære sikkerhed på jobbet, men det drejer sig også om udenlandske virksomheder, der ikke er anmeldt korrekt, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Karsten Bach Christensen. 
 
På aktionen stødte Arbejdstilsynet og SKAT desuden på forhold, der gav mistanke om menneskehandel hos en arbejdsgiver, hvor der befandt sig 26 rumænere. Center mod Menneskehandel er inddraget i sagen og politiet forestår den videre efterforskning. 
 
- Vi har i vores arbejde set en del eksempler på social dumping. Men dette tilfælde er helt ekstraordinært, og heldigvis ikke noget vi ser hver dag. Derfor har vi også straks inddraget Center mod Menneskehandel og overladt sagen til politiets efterforskning, siger underdirektør i SKAT, Lars Jepsen. 
 
I forbindelse med aktionen har politiet anholdt tre tredjelandsstatsborgere for ulovligt ophold og ulovligt arbejde. Herudover har politiet iværksat efterforskning af to yderligere sager om mistanke om mulig menneskehandel i relation til to EU-statsborgere. 
 
Aktionen var den syvende af årets landsdækkende aktioner mod social dumping. Dertil følger 24 regionale aktioner. Indsatsen mod social dumping er en del af udmøntningen af regeringens aftale med Enhedslisten om at styrke indsatsen mod social dumping.