Top menu

Skorstensfejere i faglig offensiv

Dato: 28/05-2013
498

Inspiration, fællesskab, faglige problemstillinger og udvikling af faget var emnerne, da skorstensfejerbranchen på Sjælland mødtes til deres årlige temadag.

For andet år i træk mødtes de sjællandske og bornholmske skorstensfejere til en cocktail af faglig inspiration og debat om fagets udvikling.

På dagen var det blandt andet muligt at få ny viden om produkter og udstyr fra de leverandører, som var blandt udstillerne på dagen. Dagen bød også på en række foredrag, som har betydning for faget. Blandt andet var Skorstensfejerlaugets PR-udvalg på banen, hvor de fortalte om baggrunden for den kampagne, hvor de besøger folk privat og underviser om, hvordan man bedst og mest miljørigtigt bruger deres brændeovne.

- Det var en super spændende dag, hvor der både var plads til både det faglige og udveksling af holdninger til faget, siger skorstensfejernes landsformand Rolf Møller Hansen.

Faget skal udvikles
Skorstensfejerfaget er et stolt og meget traditionsbunden branche, som på mange områder ikke kan sammenlignes med andre brancher. Det skyldes blandt andet, at landet er opdelt i distrikter, hvor mestrene har deres faste kunder.

- Det er jo ikke ensbetydende med, at branchen ikke skal udvikles. Med tiden bliver der færre skorstene, og derfor er det også vigtigt at branchen i fællesskab er med til at udvikle nye arbejdsområder til skorstensfejerne, forklarer Rolf Møller Hansen.

Han peger blandt andet på, at eftersyn og rensning af ventilationsanlæg som en oplagt mulighed til at skabe mere beskæftigelse i skorstensfejerbranchen.

Vigtigt at stå sammen
Skorstensfejerne har traditionelt værnet godt om den faglige stolthed og har gennem tiden været kendt for en høj grad af organisering af lærlinge og svende. De senere år der i lighed med andre brancher sket et mindre skred i holdningen til at være organiseret i den overenskomstbærende fagforening.

Således vurderer Rolf Møller Hansen, at mellem 20 og 30 af landets knap 450 skorstensfejersvende ikke er organiseret i Blik- og Rørarbejderforbundet. Den tendens ønsker skorstensfejernes landsudvalg bremset, og de arbejder derfor med forskellige tiltag, som skal sætte fokus på vigtigheden i at være organiseret i den rigtige fagforening.

Blandt andet har de lavet et spørgeskema, som sætter fokus på forskellene mellem lovgivningen på arbejdsmarkedet og de goder, som er forhandlet ind i overenskomsten med arbejdsgiverne. Derudover har de også fået lavet flyers, som beskriver goderne i skorstensfejernes overenskomst.

- Fra det store flertal er der meget stor forståelse for at vi, både svende og mestre er organiseret de rigtige steder. Men der er desværre også en lille gruppe af mestre og svende, som har den modsatte holdning. De mener, at det er ligegyldigt om svendene vil være kunde hos en gul fagforretning eller være medlem i Blik og Rør, forklarer Rolf Møller Hansen.

- Det sjove er så, at de samme mennesker ikke mener det er i orden, hvis det er en mester, som ikke ønsker at være medlem af Skorstensfejerlauget. Så er holdningen en helt anden, selv om det i princippet er det samme, lyder det fra skorstensfejernes landsformand, som ønsker diskussionerne om udvikling af faget og spørgsmålet om organisering flyttet ud på arbejdspladserne.

- Det er nogle vigtige diskussioner at få drøftet. Enten når vi sidder med morgenkaffen eller til en fyraftensøl efter arbejdstid. I et lille fag som vores er det vigtigt at vi står sammen, så vi er stærke og også i fremtiden har indflydelse og medbestemmelse på, hvad der sker på vores område.