Top menu

Vækstpakken skaber job

Dato: 03/05-2013
Tags: Løn, Politik
478

Regeringen har med den politiske aftale om en vækstpakke indfriet Blik- og Rørarbejderforbundets forventninger for at få mere gang i beskæftigelsen. Særligt de ansatte i byggeriet kan se frem til mere aktivitet efter flere års stilstand.

Det er blandt andet genindførelsen af Boligjob-ordningen, som giver forbrugerne et fradrag på op til 15.000 kroner årligt, som vil medføre jobs til VVS’ere og andre håndværkere. Ordningen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar, og er endda udvidet til også at omfatte sommerhuse.

I Blik- og Rørarbejderforbundet havde vi gerne set, at ordningen alene var målrettet mod grønne og energibesparende investeringer i private boliger, som efter vores opfattelse vil være en bedre samfundsøkonomisk og miljørigtig investering end for eksempelvis privat rengøringshjælp og flere carporte.

Vækstpakken indeholder også en aftale om massiv renovering af boliger i den almene sektor, ligesom der er afsat en særlig pulje til istandsættelse af nedslidte huse i landdistrikterne.

Samlet set giver initiativerne i vækstpakken, samt rækken af øvrige store offentlige anlægsaktiviteter, som fx de nye supersygehuse, grobund for fornyet optimisme i VVS-branchen. Flere steder i landet opleves der allerede nu øget efterspørgsel efter dygtige VVS’ere, og det er godt nyt. Både for dem, der aktuelt er ramt af ledighed, men også for alle dem, som er i arbejde.

Med mere aktivitet og øget beskæftigelse stiger virksomhedernes omsætning, og det vil alt andet lige også betyde, at der igen vil være mulighed for at forhandle sig frem til nogle lønstigninger i lokalaftalerne, hvor målet må være at indhente de senere års massive reallønsefterslæb.

Men trods de gode udsigter skal vi ikke glemme de ledige kolleger, som enten er i akut fare for at miste retten til understøttelse, eller allerede har mistet den. Det er håbet, at flere af dem, nu kommer i beskæftigelse.

Det ændrer dog ikke ved, at vi i Blik- og Rørarbejderforbundet stadig er harme over den tidligere VK-regerings forringelser af dagpengesystemet, der halverede dagpengeperioden og gjorde det dobbelt så svært overhovedet at optjene ret til dagpenge.

Vi fastholder vores krav om, at ændringerne rulles tilbage. Det må der være råd til, når ledigheden falder de kommende år.

Max Meyer
Forbundsformand