Søgefelt

Tirsdag 29/01 2013

Faglige sager giver millioner til medlemmerne

Blik- og Rørarbejderforbundet har i 2012 hentet et stort millionbeløb hjem til forbundets medlemmer i fagretslige sager.

 

10,2 millioner kroner. Det var hvad Blik- og Rørarbejderforbundet i 2012 hentede hjem til medlemmerne i sager, hvor de ellers var blevet snydt for deres overenskomstmæssige rettigheder. 
 
Beløbet er en sammentælling af de beløb, som forbundet og de fire kredse har hentet hjem til medlemmerne i form af godtgørelser, tilgodehavender og erstatninger i sager, hvor de ellers var blevet snydt. 
 
Blik- og Rørarbejderforbundet har derudover hentet millioner af kroner hjem til medlemmerne i erstatninger efter arbejdsskader og manglende løn ved for eksempel konkurser hos Lønmodtagernes Garantifond, som endda ikke er med i opgørelsen.
 
- Det er flot, at vi har hentet så mange penge hjem til medlemmerne. Det er et udtryk for at vi arbejder med en af de mest grundlæggende opgaver, nemlig at forsvare overenskomsten og sikre medlemmernes rettigheder, siger Stig Søllested, der er faglig sekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Men trods de mange millioner, som forbund og kredse hvert år henter hjem til medlemmerne, ærgrer han sig alligevel over de mange sager. 
 
- Det er bekymrende, at det virkelig har været nødvendigt at føre en række af de her sager. Mange af dem handler jo om overtrædelser, hvor ingen kan være i tvivl om, hvad der står i overenskomsten, siger Stig Søllested.
 
Antallet af sager stiger
De mange overtrædelser af overenskomsten handler typisk om manglende løn, SH-betaling, feriepenge, pension, zonepenge, smudstillæg, uberettiget opsigelse, forkert sygeløn og manglende fratrædelsesgodtgørelse. Derudover er der også sager om kritik af kopisedler ved akkordarbejde og sager om omgåelse af overenskomstens bestemmelser og social dumping. 
 
Mange sager kan klares lokalt. Det skyldes i nogle tilfælde, at arbejdsgiveren har glemt at regulere taksterne i sit regnskabssystem, og de ansatte derfor typisk har fået for lidt i løn, feriepenge, pension m.v.
Sådan er det langt fra altid. I hovedparten af sagerne er arbejdsgiverne nemlig ikke enige i påstanden om, at de ansatte er blevet snydt, og derfor må sagen gå sin videre gang idet fagretlige system. Ved brud på overenskomsten behandles sagen på et Fællesmøde, hvor forbundet og arbejdsgivernes organisation er repræsenteret.
 
I 2012 havde Blik- og Rørarbejderforbundet 179 sager til behandling på et Fællesmøde. Heraf kunne der mellem parterne ikke opnås enighed i 34 af sagerne, som dermed blev sendt videre til afgørelse i Arbejdsretten. Det er næsten en fordobling af antallet af sager i forhold til året før, hvor 94 sager blev behandlet på et Fællesmøde og hvor de 16 af sagerne måtte en tur i Arbejdsretten. 
 
– Det er vigtigt at køre de her sager. Dels for at forsvare og opretholde vores overenskomster, men også for at sagerne kan virke præventive over for de arbejdsgivere, som bevidst forsøger at omgå overenskomsten. Endelig har det også en afsmittende effekt på andre medlemmer, som er i tvivl om, at de er blevet snydt, forklarer Stig Søllested.
Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt