Top menu

Blik og Rørs medlemmer dropper efterlønnen

Dato: 14/05-2012
398

Muligheden for at få udbetalt efterlønsbidraget skattefrit er populært blandt Blik og Rørs medlemmer. Mere end hver fjerde, har allerede meldt sig ud af ordningen.

Omkring 1.100 Blik og Rør medlemmer har indtil nu valgt efterlønnen fra og bedt om at få deres bidrag udbetalt skattefrit. Det svarer til 27,9 procent af de medlemmer, der betaler til ordningen.

De mange medlemmer, som framelder ordningen overrasker a-kasse ansvarlig Søren Schytte fra Blik- og Rørarbejderforbundet. Han anbefaler medlemmerne til at tænke sig rigtig godt om, og grundigt vurdere deres egen situation inden de melder sig ud af ordningen.

- Jeg vil kraftigt opfordre til, at man sætter sig grundigt ind i tingene. For nogle kan det bedst betale sig at blive, mens det for nogle ikke kan svare sig. Er man for eksempel blandt dem, der af den ene eller anden grund ikke længere har mulighed for at få ret til efterløn, så er det selvfølgelig meget fornuftigt at hæve pengene nu og få dem skattefrit, siger han.

Du kan aldrig komme tilbage
Melder man sig ud af efterlønsordningen, kan man aldrig komme tilbage igen. Dermed mister man mulighed for at gå på efterløn, ligesom man også mister muligheden for at optjene en skattefri præmie, hvis man vælger at arbejde indtil pensionsalderen.

Det er dog ikke det eneste, man fravælger ved at melde sig ud af ordningen. De, som ikke er med i efterlønsordningen mister også retten til, under særlige betingelser, at få et seniorjob. Det er en rettighed, som er knyttet sammen med efterlønnen.

- Bliver man langtidsledig og mister dagpengene, kan man få et seniorjob, hvis man har ret til efterløn, når man når efterlønsalderen. Den ordning kan være en fordel for mange af dem, som ikke er sikker på, om de kan arbejde indtil folkepensionsalderen. Men er man det, kan man jo lige så godt satse på den skattefri præmie, forklarer Søren Schytte.