Top menu

Nye tal vidner om, at ret til tidlig pension virker efter hensigten

Dato: 30/03-2023
2880

Det har fået kritik, at 40 procent af de danskere, der gør brug af retten til tidlig pension, ikke føler sig nedslidte. Blik- og Rørarbejderforbundet mener derimod, at det er positivt, at flere i dag har mulighed for en værdig tilbagetrækning

Robert Colmorten er en af de medlemmer, der har fået tilkendt retten til tidlig pension

At en stor del af de danskere, der har valgt at bruge retten til tidlig pension, ikke føler sig nedslidte, er positivt og vidner om, at ordningen virker efter hensigten.

Det mener forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.

Det er en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der viser, at 40 procent af de personer, der har valgt et gå på tidlig pension, ”slet ikke” eller ”i mindre grad” føler sig nedslidte.

Det har givet anledning til kritik af, at ordningen trækker raske mennesker ud af arbejdsmarkedet.

Forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen mener omvendt, at undersøgelsen vidner om, at ordningen virker efter hensigten:

- Retten til tidlig pension er netop lavet for at sikre, at mennesker, der har knoklet et langt liv på arbejdsmarkedet, kan gå på pension, inden de bliver helt nedslidte. At de også får en pensionisttilværelsen, der ikke er præget af smerter, og hvor de stadig er friske nok til at nyde tiden med deres børnebørn. Så for mig at se, er det kun godt, at en stor andel ikke føler sig helt nedslidte. Jeg ville faktisk ønske, at der var endnu flere.

Nedslidte bekymrer

21 procent i undersøgelsen svarer, at de føler sig fysisk nedslidte. Og det bekymrer forbundsformanden.

- Vores medlemmer kunne sagtens være i blandt. De starter typisk på arbejdsmarkedet i en alder af 15-16 år og har jobs, der slider på kroppen. Det er snarere reglen end undtagelsen, at blikkenslagere, VVS’ere og skorstensfejere, der er oppe i årene, må tage smertestillende piller for at klare arbejdsdagen. Vi skal kunne rumme i et velfærdssamfund, at de mennesker kan trække sig fra arbejdsmarkedet efter 42 år.

På nuværende tidspunkt er der cirka 11.000 danskere, der er på tidlig pension.

Tal fra august 2022 viser, at blandt medlemmerne af Din Faglige A-kasse - FAK, som blandt andet Blik- og Rørarbejderforbundet er medlemmer af, har omkring 860 personer fået tildelt retten til tidlig pension. Det er dog ikke dem alle sammen, der vælger at gøre brug af retten.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.