Top menu

Socialdemokratiet vil styrke erhvervsuddannelserne

Dato: 30/10-2022
2645

Socialdemokratiet vil afsætte 500 millioner kroner årligt til erhvervsuddannelserne. Det møder ros fra forbundsformand Henrik W. Petersen.

Socialdemokratiet offentliggør i dag udspillet ’Et faglært Danmark’, hvor de lægger op til at afsætte omkring 500 millioner kroner om året til erhvervsuddannelserne fra 2024 til 2027. Det skriver A4 Aktuelt.

Pengene skal ifølge partiet bruges på følgende indsatser:

  • Trepart om øget søgning til erhvervsuddannelserne
  • Investering i højere takster, udstyrspulje og skolehjem
  • Systematisk afdækning af kompetencebehovet i forbindelse med investeringer i den grønne omstilling
  • Styrkelse af mulighed for at udvikle og afholde kurser i fremtidens teknologier
  • Indføre en mulighed for et junior mesterlæreforløb til unge i folkeskolealderen
  • Styrket oplysningsindsats i folkeskolen

 

Udspillet møder ros fra forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, som repræsenterer over 10.000 VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere.

- Det er et lovende udspil med mange gode elementer. Blandt andet lægges der op til en trepartsaftale om at få flere til at søge ind på en erhvervsuddannelse, ligesom der sættes fokus på bedre udstyr og fremtidens teknologier. Det er alle indsatser, som vil falde på et tørt sted, hvis de bliver implementeret, siger Henrik W. Petersen.

 

17 % færre søgte ind på en erhvervsuddannelse

Udspillet fra Socialdemokratiet kommer på baggrund af offentliggørelsen af optagelsestallene for 2022. Sammenlignet med sidste år er der kommet 17 % færre elever på grundforløb 2.

Igennem den seneste tid har flere aktører på arbejdsmarkedet, herunder Blik- og Rørarbejderforbundet og Blik og Rør Ungdom, arbejdet for at der blev sat midler af til at styrke erhvervsuddannelserne. Både for at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne og for at fastholde de lærlinge, der allerede er i gang med en erhvervsuddannelse.

- Hvis den grønne omstilling skal føres ud i livet – som de fleste politiske partier mener – så er der brug for mange flere dygtige faglærte, som VVS’ere, energispecialister og ventilationsteknikere. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme i gang med at styrke uddannelserne. Og jeg forventer, at det her er et af de første områder, som en ny regering vil tage fat i efter folketingsvalget, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.