Top menu

Ros til Venstre for uddannelsesudspil med løft af erhvervsuddannelser

Dato: 23/09-2022
2617

Nyt udspil fra Venstre lægger op til et løft af uddannelsesområdet på 1,2 mia. kr. ekstra om året. Herunder 400 mio. kr. til erhvervsuddannelserne. Forslaget møder ros fra Blik og Rør-formand, Henrik W. Petersen.

Foto: Jonas Krøner

Venstre præsenterede torsdag udspillet ”Bedre uddannelse og bedre muligheder”, hvor de lægger op til en reform af dele af uddannelsessystemet, herunder blandt andet et kvalitetsløft af erhvervsuddannelserne.

Løftet af erhvervsuddannelser skal ifølge Venstre ske ved hjælp af 400 mio. kr. ekstra årligt. Og det er noget, der glæder Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, som repræsenterer landets VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere.

- Jeg er meget enig med Venstre i, at det er vigtigt at styrke vores erhvervsuddannelser, så vi også i fremtiden er sikret dygtige faglærte. Særligt er jeg glad for, at de vil afsætte et betydeligt beløb til at sikre, at erhvervsuddannelserne uddanner med henblik på den grønne omstilling, siger Henrik W. Petersen.

Lærlingeoprør

Der har længe været råbt på flere midler til erhvervsuddannelserne. For nylig satte lærlinge på tværs af forskellige faggrupper, herunder fra Blik og Rør Ungdom, forholdene på erhvervsskolerne på dagsordenen i det såkaldte lærlingeoprør. Baggrunden for oprøret er, at lærlingene kræver et løft af erhvervsskolerne, der mange steder halter bagefter med bl.a. forældet udstyr.

Og hvis det skal lykkes at løfte erhvervsuddannelserne, kræver det politisk fokus fra partier i både rød og blå blok, mener Henrik W. Petersen.

- Gode forhold på erhvervsuddannelserne er ikke en rød eller blå dagsorden. Det er en afgørende forudsætning, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Derfor er jeg glad for, at Venstre nu melder ud, at de vil prioritere området både politisk og økonomisk, siger Henrik W. Petersen.

Du kan læse Venstres udspil her.