Top menu

Tårnby kommune sætter klimaet højt

Dato: 03/11-2021
Tags: Politik
2371

Når du skal stemme om, hvem der skal være borgmester de næste fire år, har du faktisk mulighed for at præge, hvilket arbejde din kommune prioriterer de næste fire år. I Tårnby kommune har de eksempelvis sat kræfterne ind på energirenoveringer og er blevet Klimakommune Plus.

Tårnby kommune har længe været en kommune, der har sat klimaet højt på dagsordenen. Først forpligtede de sig til at reducere CO2-udspillet med 2% om året, og siden har de valgt at blive en Klimakommune Plus. Derfor har de i Tårnby kommune sat 13 mio. kr. af årligt til en energipulje og dertil også ansat en klimakonsulent – som bl.a. rådgiver virksomheder og borgere om energirenoveringer. Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), fortæller
om strategien:

- Det handler om at være en foregangskommune, der er med i klimadebatten ved først at sænke CO2’en, spare på energien, og så at gå over til grønnere teknologi. Det kan være varmepumper, eller fjernvarme, som jo ligger nogle steder i kommunen, men som vi skal have udbredt til flere steder. Det er en fortælling om, at vi vil være grønne i Tårnby Kommune, forklarer Allan S. Andersen.

Allan er tidligere elektriker, og var forbundssekretær i Dansk El-forbund, inden han blev borgmester i Tårnby.

Stort potentiale i energirenoveringer


Når det lige præcis er blevet energirenoveringer, som Tårnby kommune satser på, er det et spørgsmål om, at det netop er et af de områder, hvor der er noget at komme efter.


- Man ved, at renovering og energioptimering er nogle af de steder, i hvert fald i de kommunale bygninger, hvor vi kan reducere CO2-udslippet rigtig meget. Rapporter har vist, at vi har rigtig mange bevægelser inden for kommunerne, da det er os, der har en stor del af bygningerne i Danmark.

Smarte ventilationsanlæg

Et vigtigt element i energioptimeringen af kommunen har været at kigge på ventilationsanlæggene ved blandt andet at sørge for, at de er optimeret efter
tidens standard med EC-motorer og varmegenvinding – hvilket sikrer et godt indeklima. Og det er også et af de områder, Allan S. Andersen fremhæver som et
foregangsprojekt.

- Hele vores bygningsrenoveringsområde er der, hvor vi sparer rigtig meget CO2, både på VVS-området, men også på el-området. Ved at klimasikre vores energiledelsessystem og ventilationsledelsessystem, sikrer vi, at vi justerer vores bygningsmasse, før det bliver aktuelt.

Det betyder blandt andet, at kommunale bygninger bliver styret med afsæt i vejrprognoser, der ser 2-3 timer ud i fremtiden, og indretter varmen herefter. Et system, der er implementeret i de 37 største kommunale bygninger i Tårnby indtil videre.

HVAD ER EN KLIMAKOMMUNE PLUS?

Det er Danmarks Naturfredsforening, som står bag konceptet. Tanken er, at kommunerne bliver anerkendt for de indsatser, der går udover kommunens egen virksomhed – f.eks. initiativer rettet mod borgere eller virksomheder. I dag er det en del af DK2020, som er et klimasamarbejde, som kommuner rundt i landet kan tilslutte sig.