Top menu

Jakob var chef for 50 – nu renser han ventilation

Dato: 05/07-2021
2280

Det er de færreste, der skifter karriere i deres voksne liv, men det har Jakob Andersen gjort. Han er blevet skorstensfejerlærling som voksen og har gået på grundforløb med elever på alder med sin søn.

Jakob Andersen turde skifte spor og blev skorstensfejer
Jakob Andersen var chef for 50 mennesker - i dag brænder han for ventilation

I starten af juni måned havde Blik- og Rørarbejderforbundets forbundshus besøg af skorstensfejere, der skulle udføre en gennemgående ventilationsrensning i hele bygningen. Her mødte Fagbladet Blik & Rør voksenlærlingen Jakob Andersen til en snak om at være i voksenlære som skorstensfejer, skifte karriere som voksen og betydningen af ventilationsrensning.

Jakob Andersen på 47 år har tidligere arbejdet som botilbudsleder for store botilbud i Københavns kommune, hvor han arbejdede med unge med aspergers og havde 50 ansatte under sig. Arbejdet var enormt krævende, og det var ikke unormalt, at Jakob arbejdede 80 timer om ugen. En stor ændring i Jakobs liv betød dog, at han ikke længere havde mulighed for at arbejde så meget.

- Jeg blev også nødt til at tænke på, om jeg helst ville arbejde eller bruge tid med min familie. Derfor havde jeg brug for at skifte spor, fortæller Jakob. Jakob understreger, at det var et stort men nødvendigt spring.

- Mange mennesker er bange for at tage et skridt ud i det ukendte – inklusive mig selv. Jeg mener dog, at det er et step up – det giver mig nemlig mulighed for at være mig.

På grundforløb som voksen

Det passede med, at Jakobs bekendte, skorstensfejermester Carsten Kjær, netop stod og manglede en mand. Derfor spurgte Jakob, om de skulle finde ud af noget. Og det resulterede i en uddannelsesaftale – og at Jakob begyndte som skorstensfejerlærling. Derfor skulle Jakob også starte på skorstensfejerskolen i Tønder.

- Det var lidt vildt at gå på grundforløbet med nogle på min egen søns alders. Jeg har også boet på skolehjemmet, når jeg har været dernede. Jakob blev kastet ud af sin komfortzone, og han mindes første gang, han skulle stå oppe på et tag.

- Min krop fortalte mig, at det var et uvant miljø. Jeg kunne mærke i maven, jeg havde bragt mig i en situation, hvor man kunne risikere at falde ned eller lignende. At gå på en erhvervsuddannelse som voksen har givet Jakob et indblik i niveauet, og han er imponeret over de unge mennesker.

- Jeg har stor respekt for dem, der går på en erhvervsuddannelse. Det er hjernedødt komplekst, og det er meget imponerende. At være skorstensfejer er ikke bare at køre en kost ned gennem en skorsten, som mange måske tror, siger Jakob.

Slut med at arbejde i ferien

Skiftet har givet Jakob mere overskud til at være sammen med sine fire børn.

- Min første sommerferie som skorstensfejer der spurgte min datter mig: ”Far, betyder det, at din telefon ikke kommer til at ringe, mens vi er på ferie?” Hvilket jeg kunne svare ja til. Jakob understreger, at han synes, arbejdet er fantastisk. Faktisk siger han, at det at blive skorstensfejer er det bedste, han har gjort for sig selv i nyere tid. Han kommer nemlig ud hver dag og snakker med en masse mennesker.

- Jeg kan godt mærke, det ikke er for sjov, man kalder det for ”det frie liv som fejer”, understreger Jakob.

Brænder for ventilationsrens

Opgaverne er også enormt alsidige, og Jakob har en stor interesse for ventilationsrens. Det var faktisk noget, han talte med sin mester om, inden han startede, hvor Carsten fortalte ham, at han forventede, Jakob ville komme til at løse mange ventilationsopgaver.

- Det, der motiverer mig mest, er at rense skoler og institutioner og sørge for, at de har et godt indeklima. Det er mit drive, at mine egne børn har et godt indeklima i deres skoler. Fordi som Jakob siger: det er da fjollet ikke at gøre noget ved noget, som man ved, er et problem.