Godt nyt fra erhvervsskolerne: Fremgang i optag og praktikpladser

Dato: 12/02-2021
2049

Fremgang i både optaget på erhvervsskolerne og i antallet af praktikaftaler peger på, at tilskud til lærlinges løn virker, siger Kim Fusager Balle og peger på, at tilskudsordninger bør forlænges.

Antallet af elever, der er startet på erhvervsuddannelsernes grundforløb 2 i januar 2021, er steget med 8 procent sammenlignet med 2020. Det viser en ny analyse fra Danske Erhvervsskoler og Gymnasier. Fremgangen svarer til ca. 900 flere elever på de 36 erhvervsskoler, der indgår i DEG’s måling.

Den største fremgang ses inden for hovedområdet Teknologi, byggeri og transport, der har haft en samlet fremgang på 13 procent. Samtidig har der i perioden januar-november 2020 været en fremgang i antallet af nyoprettede praktikpladsaftaler i VVS- og blikkenslagerbranchen på 15 procent sammenlignet med året før. 

Det er godt nyt, mener forbundssekretær og uddannelsesansvarlig i Blik- og Rørarbejderforbundet, Kim Fusager Balle.

– Det er utroligt positivt, at det er lykkedes os at fastholde optaget under coronakrisen, og ikke mindst, at vi endda også har set en stigning i antallet af nyoprettede praktikpladser. Vores brancher og fag er helt afhængige af, at vi får uddannet og oplært nye, dygtige folk, som kan løse fremtidens opgaver, siger Kim Fusager Balle.

Stigningen i praktikpladser kom samtidigt med, at en ny løntilskudsordning blev indført, hvor virksomhederne resten af året kunne få dækket hele 90 procent af nye ordinære uddannelsesaftaler.

– Det peger på, at de trepartsaftaler, som der er blevet landet mellem arbejdsmarkedets parter under coronakrisen, faktisk har haft en effekt. Hvis vi skal nå målet om, at 30 procent vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen i 2030, så bør man overveje, om de tilskudsordninger skal forlænges, siger Kim Fusager Balle.

Du kan hente undersøgelserne nedenfor.