Pressemeddelelse: Kan det være rigtigt, at de danske lønmodtagere er mindre værd end de selvstændige?

Dato: 09/02-2021
Tags: Politik
2042

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har med en ny aftale i dag besluttet, at selvstændige skal kunne søge op til 30.000 kroner i kompensation om måneden, hvis man er ramt af coronanedlukningen. Henrik W. Petersen udtaler sig om aftalen af forbedringer af hjælpepakker.

Foto: Linda Johansen

 

Det er jo det, man siger, når man laver en aftale, der betyder, at selvstændige kan få 30.000 kroner i kompensation, men man samtidig nægter at hæve dagpengesatsen, der nærmest er frosset fast på omkring de 19.000 kroner. Det er altså 10.000 kroner mere, man er værd, hvis man er selvstændig, end hvis man er dagpengemodtager.

Jeg siger ikke, at de selvstændige ikke skal kompenseres, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man gang på gang forbigår dagpengemodtagerne, når man deler penge ud. Det er altså ikke en dans på roser at skulle leve for 19.322 kroner, mens man drømmer om at få lov til at kunne gå på arbejde.

Som mange af vores venner fra de andre fagforeninger mener vi derfor også, at man ikke kan tildele de selvstændige så høj en kompensation og så samtidig forbigå dagpengemodtagerne. Prioriteringen er ganske enkelt uforståelig.

Når det så er sagt, så vil jeg dog rose aftalen for, at suspensionen i dagpengeforbruget er blevet forlænget. Det giver noget tryghed i en usikker tid. Jeg ser også utroligt positivt på, at VVS-energiuddannelsen er at finde på positivlisten, der giver mulighed for at få 110% i dagpenge.